Vi er nået til den anden edderkoppeøl fra Refsvindinge. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg ikke forstår konceptet. Den sorte enke er formentlig verdens farligste edderkop, og inspirerer til stærke, skræmmende og sprælske oplevelser. I stedet får man stille, spagfærdige og spinkle bryg, der i kraft af den dunkle markedsføring skuffer dobbelt. Brygget er kedeligt, mens etiketterne lover noget skræmmende og uhyggeligt. Hvis der overhovedet er noget skræmmende eller uhyggeligt over Refsvindinges edderkoppeøl, er det da netop deres ligegyldighed.
Så længe dagens bryg er i flasken formår det dog at give et tilnærmelsesvis godt visuelt indtryk. Der forefindes store flager af restgær i bunden af flasken, så der i det mindste er noget for øjnene. Gæren opløses dog fuldstændig ved skænkning, og koncentrationen af grums viser sig alligevel at være for svag til at gøre brygget uigennemsigtigt. Det er højst lettåget, og i øvrigt alt for traditionelt korngult. Selvom hvede indgår i recepten, og normalt er garant for en tæt flødeoplevelse, har man sjældent set spinklere skum. Duften generer ikke, men aer blidt med fimrehårene. Man aner en sød appelsinnote, der hidrører fra den tilsatte pomerans, mens den ligeledes tilsatte timian ikke umiddelbart kan spores. Ligesom humlen ikke kan spores – eller malten for en sags skyld. Vandet er til gengæld ganske fremtrædende.
Det gælder også i smagen. Vandet udgør bryggets basis, skaft og kapitæl, men uden volutter eller anden ornamentering. Det er helt klart vand det meste. Indrømmet, der er et lille stik hist og pist af syrlig, men forfriskende, grape med et sødt strøg af appelsin, men vellysten derved skæmmes af en for præsent bismag af gær.
På den anden side er det gæren, der afslører, at det faktisk er en øl man sidder med. Det kunne man ellers godt være i tvivl om. Men brygget er alt for tynd, vandigt, ufyldigt og byder alt for lidt smag. Og den smule velsmag, der trods alt er, er lidet ølagtig og nivelleres af et for anmassende element af gær.
Hvis dette skulle være en edderkoppeøl, så må det – at dømme fra den tynde og spinkle karakter – være en mejer.