Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

En tradition står for fald …

Til minde om …

Jeg har modtaget en nedslående besked fra Kvickly om, at det ellers traditionsrige Ølfestivalg ikke bliver til noget i år.

Det var ellers ærgerligt …

Det har jo været en årligt tilbagevendende tradition her på bloggen, at jeg anmeldte alle øl fra arrangementet. Siden det første Ølfestivalg i 2012 har jeg kommenteret på udvalget, og fra 2014 til og med sidste år, har jeg taget alle øllene under kærlig behandling i mine anmeldelser.

Men nu er det altså slut. Jeg kunne ellers rigtig godt lide arrangementet, og det var ikke kun fordi det betød gratis øl til undertegnede. Arrangementet var et vindue ind til, hvad der faktisk rørte sig på ølfronten i landets supermarkeder. Ganske vist mødte ølkonkurrencen en del kritik fra bloggermiljøet for at have et for lavt niveau, og i øvrigt kun repræsentere store aktører i Danmark frem for egentlige mikrobryggerier. Og kritikken er bestemt ikke ved siden af, hvis man havde forventet en form for mikrobrygfestival, når fx industriaktøren Vestfyen flere gange var repræsenteret.

Og ganske afgjort afspejlede arrangementet heller ikke, hvad der rørte sig allerforrest i ølfeltet på globalt plan. Men ølavantgarden har heller aldrig været denne blogs fremmeste fokus. Det har til gengæld det almindeligt tilgængelige udvalg, der blandt andet er at finde i supermarkederne. Derfor var arrangementet altid kærkomment, idet det ramte lige netop den målgruppe, jeg gerne vil skrive til og for.

Jeg har ikke fået at vide, hvorfor arrangementet er aflyst, men man har da lov at gisne lidt ud fra de mere generelle observationer man har gjort sig gennem årene. Antallet af deltagere har været støt faldende. Jeg er ikke bekendt med, hvor mange, der deltog de første to år, men antallet var i hvert fald for nedadgående de tre år, jeg anmeldte, startende med 12 deltagere i 2014, så 10 og endelig 7 i 2016. Mon ikke det simpelt hen var svigtende interesse fra producenternes side? Måske var salgsfeedback’et bare ikke stort nok til, at man ville diske op med en ny øl til arrangementet hvert år? – Det er, ud fra det begrænsede materiale – mit ydmyge bud på en forklaring.

Jeg har i anledning af arrangementets aflysning taget en tur ned ad memory lane, for at mindes nogle højde- og lavpunkter fra arrangementet igennem årene.

Mine tre vindere …

Det vigtigste først – de tre øl, der gjorde mest indtryk på mig, og lidt om hvorfor. Ingen af øllene opnåede nævneværdige placeringer ved selve valget, men det viser jo bare, hvor håbløse forbrugerne er, og åbenbart forbliver:

2014-05-13-17.59.532014: American Pale Ale, Fur Bryghus – En amerikansk pale ale lige efter bogen, og netop det var dens force. En sikker, næsten uprætentiøs øl efter alle forskrifterne, der netop i sin stilsikkerhed omfattede og omfavnede lige præcis alt det typiske – og velsmagende – ved den amerikanske pale ale, hverken mere eller mindre.

Uden at jeg er sikker, tror jeg faktisk brygget er blevet relanceret som Cascade Pale Ale – den kan findes i bl.a. Fakta for tiden.

2015-06-26 20.54.392015: Det samme kan Ærø Tangøl, Rise Bryggeri, som jeg stemte på året efter. Her har bryggeriet dog fastholdt det oprindelige navn. Jeg kan kun på det varmeste anbefale den – igen en amerikansk pale ale, men her med noget mere spark i. Mere blomsteraroma, mere frugt og mere rå nålebitterhed giver næsten karakter af IPA – men brygget giver samme nydelse om man kalder den det ene eller det andet. Det eneste spørgsmål der står tilbage er, hvad den tilsatte tang egentlig gør for brygget. Undertegnede ville aldrig have gættet, at det var i, hvis jeg ikke vidste det.

2016-05-23 17.47.382016: Og nogle træk fra de to foregående år gik også igen i Hoppy Belgian, Raasted Bryghus – uden at de dog udgjorde hele begrundelsen. Typen var denne gang en belgisk ale, der bød på et syrligt-sødt kludetæppe af både rare og bidske citrusfrugter, tilsat krasse, friske amerikanske humler (der var de igen, yankierne). Kombinationsbrygget lykkedes rigtig godt, idet der opstod noget unikt nyt i blandingen, og ikke bare begge dele (amerikansk og belgisk ale) i en arbitrær kombination.

At forbrugerne i øvrigt valgte helt forkert denne gang, kan man læse mere om i næste afsnit, hvor jeg tager de færdige valgresultater op til behandling.

Arrangementets tre vindere …

2014-05-17-13.35.012014: Den alkoholreducerede Svagpisser, Pladderballe Bryghus blev vinderen dette år. Selvom jeg selv kun gav den den 3. højeste karakter på 4 stjerner – fuldt fortjent i betragtning af, at en alkoholsvag øl kunne smage så meget igennem af friske grannåle og faktisk føles fyldig samtidig – brugte Pladderballe Bryghus alligevel min anmeldelse, da de selv fejrede sejren på deres facebook-side. Og det skulle ikke blive sidste gang noget i den retning skete.

2015-06-21 14.13.292015Skumhest, Pladderballe Bryghus var lidt mindre sikker i sit udtryk, men fik alligevel min næsthøjeste karakter det år. Ud over oplysningen om, at det i virkeligheden var øl, kunden i Hansemand Luchters enakter “Nede i Døgneren”, spurgte efter, bød brygget på skarp bitter og måske en lidt for gæret impression af lys belgisk ale, tilsat – af alle ting – ramsløg. Et hidsigt og ikke helt lettilgængeligt indslag, hvis sejr måske ikke overraskede i betragtning af producenten, men bestemt i betragtning af karakteren.

2016-05-24 18.32.012016: Efter Jan Monrads tragiske bortgang var det slut med Pladderballe Bryghus-øl ved arrangementet. Og måske var dette den enkeltstående begivenhed med størst betydning for faldet i arrangementets popularitet. For det var jo Pladderballe Bryghus, der var rendt med sejren de to foregående år. Uden det bryggeri i konkurrencen var alle døre pludseligt åbne for nye vindere, og resultatet var lige præcis så katastrofalt som man kunne frygte. Min absolutte bundskraber det år – Chokolade & Chili Stout, Ørbæk – løb af med sejren. Her kombineres tynd kaffe og tynd chokolade med bismag af chili, der lissom bare er der, uden at gøre hverken fra eller til ved det i forvejen usikre udtryk.

Den største skuffelse i de år, jeg fulgte systematisk med i arrangementet  – at dette bryg skulle gå hen og vinde i 2016 – blev altså også det sidste indtryk, arrangementet gjorde på mig.

Vindernes vindere …

Og hvilken øl syntes jeg så samlet set var bedst? Om den titel konkurrerer Tangøl fra Rise og Hoppy Belgian fra Raasted. Hårdt presset vil jeg nok sige Tangøl, men skulle jeg komme til at prøve dem begge igen, er det langt fra utænkeligt, at jeg ville ændre mening.

At lade det komme an på en prøve er jeg klar til – men det bliver desværre svært. Hvor Tangøl faktisk kan fås i Fakta – og den har mine varmeste anbefalinger – så ser det ud til, at Raasted ikke længere producerer Hoppy Belgian.

Det kunne de godt. De har i mig om ikke en fast køber, så i hvert fald én, der til enhver tid vil anbefale den.

Den bedste af konkurrencens officielle vindere er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Skumhest er, i kraft af sin vilde voldsomhed, uden tvivl den sikre vinder i den kategori.

Lavpunkter …

Ja, det er ikke for ingenting, at jeg i bloggens spæde barndom en kort overgang omdøbte den “Kajs Ølbrok”. Jeg bestræber mig ikke kun på at prøve bredt – snart sagt alt, jeg kan få fingre i af øl – men også at anmelde hudløst ærligt. Ærligheden er det min ambition at gøre særligt mærkbar i mine negative anmeldelser, og den side af mit bloggeri om Kvicklys Ølfestival skal læserne, Kvickly eller bryggerierne selvfølgelig ikke snydes for.

2014-05-14-17.49.392014: Ivory Blonde, Nørrebro Bryghus nednåede (det modsatte af at opnå) den laveste karakter ved arrangementet – ikke bare det år, men i alle mine systematiske anmeldelser af arrangementet overhovedet. Den er et forsøg på at lave en kvindeøl … og allerede der er filmen jo knækket. Jeg kender kvinder og mænd, der foretrækker jævne standardpilsnere, jeg kender kvinder og mænd, der foretrækker humlede IPA’er og endelig kender jeg kvinder og mænd, der foretrækker tjæretykke stouts.

Jeg har aldrig mødt en kvinde eller en mand, der gad drikke de tynde, udvandede og gerne sure øl, som bryggerierne med alt for jævne mellemrum udspyr med den undskyldning, at de skulle være markedsført til kvinder. Som nu denne rædsel, der først og fremmest var (var – fordi den ikke produceres længere, og gudsketakoglov for det!) tynd, sur af eddike og anonymt sød som en vandig opløsning af hvidt, raffineret sukker. Det bedste, der kunne siges om den er, at den – på trods af at der var tale om en kvindeøl, ikke gjorde mig gravid.

2015-06-23 18.35.372015: “Når denne er det svageste bryg står det ikke så slemt til” skrev jeg om Oat Malt Stout, Krenkerup i min korte gennemgang af ørets øl, før jeg gav mit bud på en vinder. Og det var klart også året med det stærkeste felt, hvor ingen bryg scorede under 3½ stjerner. Med andre ord var alle øl over middel i karakter.

Et par negative ord skal brygget dog alligvel have med – altså det er jo trods alt lavpunkterne, der er under kærlig behandling og ikke bare de mindre højdepunkter … Lidt for meget vand, og så venlig i sin karakter, at den ikke rigtig formåede at brænde igennem med sit budskab. Det er typisk for stilen, der netop er kendt for sit tilbagelænede udtryk og silkebløde mundfølelsesprofil. Personligt synes jeg at brygget falder ned mellem to stole, og ikke rigtig ved, om det vil være kraft- og karakterfuldt, eller mainstreamligegyldigt med det øgede salgspotentiale den slags undertiden giver. Det er nok også derfor, at netop dette bryg har fundet vej til min liste over de mest middelmådige øl, jeg har prøvet.

2016-05-22 16.09.062016: Den svageste øl i feltet fra sidste år har jeg allerede haft under kærlig behandling – det var Chokolade & Chili Stout fra Ørbæk, der som bekndt vandt. For nu at dette ikke skal blive en ren gentagelse af, hvad  jeg allerede har skrevet, vil jeg i stedet kigge på en anden øl, der fik samme karakter som Chokolade & Chili Stout det år, som den dermed delte sidstepladsen med. Den tvivlsomme ære tilfaldt Økuller, Svaneke Bryghus – en cream ale, som er en stil, jeg har været ude efter i et stykke tid … men ikke så meget længere, da det faktisk ser ud til, at den er, om ikke opgivet så i hvert fald langt fra så hidsigt markedsført, som den har været.

Og når man prøver dette bryg, forstår man hvorfor. Svagtsmagende af tynd kaffe og lidt gær tilsat en syrlig mundfylde med karakter af halvvejs smagsløs drikkeyoghurt giver omtrent samme fornøjelse som at læse et Anders And-blad for 10. gang eller drikke et glas lunkent vand uden at være tørstig. En flad, ligegyldig fornemmelse, hvor det mest bitre så langt fra findes i øllet, men derimod i følelsen af, at man netop har spildt noget tid, som aldrig kommer tilbage.

Det er langt fra fornemmelsen jeg sidder tilbage med efter at have anmeldt øllene fra Kvicklys Ølfestivalg gennem 3 år. Det har været en fornøjelse, som Kvickly skal have endnu en stor tak for – ikke bare arrangementet som sådan, men også for at donere øllene til mig. I tre år var det en mulighed for forbrugerne at blive klogere på, hvad specialøl er. netop i det perspektiv gjorde det ikke så meget, at øllene ikke var  specielle endda. Som sådan var arrangementet henvendt til de jævne forbrugere, og jo flere af dem, man på længere sigt kan få med på at elske de virkelige specialøl jo bedre …

Kvicklys Ølfestivalg var et fint sted at starte. – Jeg håber, der inden længe kommer nye startpunkter til i dets sted.

Updated: 19. maj 2017 — 08:53

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme