En hyggelig aften på Tøjhusmuseet …
En af landets største og stolteste kulturbærende institutioner, Nationalmuseet, har fundet min ydmyge blog lødig, værdig og vigtig nok til brug for bekendtgørelse af et lille arrangement på museets matrikel i Tøjhusgade 3, Tøjhusmuseet, d. 10 december fra klokken 16:30.
Det handler nu ikke om historisk krigsmaskineri, og om muligt endnu mindre om beklædning, men derimod om …
…
Kan I gætte det?
…
Kan I?
…
Hva’?
…
Nej, så skal jeg nok fortælle det.
…
Det handler om vin!
…
Ha! Der fik jeg jer, hva’! Gu handler det da ej om vin. Det handler selvfølgelig om øl.
Juleøl endda, og er det ikke passende for årstiden? ‘1000 år med julebryg’ er undertitlen på arrangementet, hvis overskrift er “Julebryg – vores ældste juleskik”.
Udover forefindelse af smagsprøver og faldbydning af såvel øl som bøger om øl, formidles arrangementets spændende tema af en virkelig kapacitet på områderne (dvs. udi både formidling og øl), nemlig forfatteren Carsten Berthelsen, der blandt andet står bag bogen “Ølrejsen”.
Få kan som Carsten Berthelsen fortælle dybt og indgående om øl på en både gribende, indsigtsfuld og letforståelig måde. Det vil enhver, der har stiftet bekendtskab med bogen vide. Og hvis forfatteren er blot halvt så interessant in the flesh som hans bogstaver og ord, er der virkelig en oplevelse i vente.
Læs mere om arrangementet og bestil billetter her. Undertegnede vil selvfølgelig også være til stede ved arrangementet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig.