Mest en stout …
Det var ikke bare en ære, men også en fornøjelse at få lejlighed til at smage Guldhammer Nanobrygs aldeles veldrejede Citrillo IPA. Tak til bryggeriet, og tak til Paul, som jeg skylder æren for overhovedet at have fået muligheden for at lære bryggeri, og navnlig dets øl at kende.
Sammen med den (relativt) lyse IPA fik jeg også denne stout. Ifølge etiketteksten er den tænkt som en IPA/Stout-hybrid, og det er jo i sig selv spændende. Det IPA’ede består i en større rundhåndethed med hensyn til humlemængden, og ligesom IPA’en fra sidst, er dette bryg tørhumlet under den sidste del af gæringen.
Det mærkes allerede ved lettelse af kapsel, hvor syren og roser kastes ud i lokalet, som var det blomster efter en perfekt operaforestilling. Blomsterelementet er tydeligt hentet fra IPA-typen. Duften ændrer sig lidt efter skænkning. Kaffe og karamel træder frem med for genren mere traditionelle ristede og søde noter, men det er lige før man ikke bemærker det af bare benovelse over det visuelle udtryk. Natsort breder brygget sig i glasset, mens skum med farve af kogende karamelmasse knejser majæstitisk på toppen. Om muligt er det det mest holdbare skum, jeg nogensinde har set på en øl, men der er ingen mistanke om vildgæring eller andet fælt. Vel er skummet stabilt, men der er ikke en millimeter for meget af det.
Også i smagen er brygget mere en stout end en IPA. Sød, rund karamelmalt smyger sig omkring en bitter kerne af friskristet kaffe tilsat et lille men velafstemt skud rom. Ved mandlerne melder lakridsen sig, og i eftersmagen giver den lige akkurat den tørre pulverfornemmelse, der afslører, at dér fik den altså alligevel lidt for meget af det gode. Men det er altså også først, når man sådan aktivt leder efter skønhedsfejlene, at man finder noget.
Med smag af kaffe, karamel, rom og lakrids ender brygget – hybridbestræbelser på trods – med at lægge sig ganske solidt i stoutkategorien. Og det er lige præcis så stort et problem som det lyder – nemlig intet.
Den ekstra humle gør godt – næsten for godt (cue: tør lakrids) – men også kun næsten. Det ender med at være ret klassisk – men klassisk på alle de gode måder, hvor man aldrig ærgrer sig over gentagelsen, men derimod glæder sig over, at det, der nu engang karakteriserer genren, holder – hver gang.
Glem ikke! Næste anmeldelse er den store finale på minitemaet “de tre bryg, jeg fik af Paul”. Hvilket bryg, der er tale om, og i hvilken anledning det anmeldes vil kun være de få forundt, der forbliver indstillet på bloggen.
Vel mødt til finale snarest.
