Semifinale …
Denne øl var bag låge nr. 23 i den nu for længst tømte og udsmidte øljulekalender, som jeg fik af min søster i starten af november, da jeg havde fødselsdag. Det føles som længe siden nu, men i det mindste ser det da ikke ud til, at julen kommer til at vare lige til påske.
Det er en Schwarzbier. Det er ikke just en sjælden øl i Tyskland, men så vidt jeg kan se, har der kun været én anden af dem i øljulekalenderen, og den blev ikke engang benævnt ved sin rigtige type.
Uanset hvad er der ligesom dengang tale om et kærkomment afbræk i alt det tynde pilsnerpjask, og så er der en enkelt øl tilbage – en juleøl … en rigtig juleøl … og så er det alt for lange julekalendertema også omsider ovre. Og så står den på ordentligt øl i lang lang tid. Det er helt sikkert!
Vel, brygget er oliesort ved skænkning, og det gråbrune skum hæver sig flot over glassets kant, uden at så meget som en enkelt dråbe løber ved siden af. Ristet kaffe og humle blander sig i en ikke i sig selv kraftig, men trods alt kraftigere duft end hvad jeg alt for længe har været vant til.
Især kaffen genfindes i smagen. Det er rart, næsten som om det var varm kaffe man fik efter en kold tur udendørs. Således er det rart med noget bryg, der endelig har noget reel aroma, selv når det ikke engang er særlig markant eller kraftigt. Ud over kaffen mærkes også friske nødder, og de to indtryk glider nydeligt sammen i en måske nok afdæmpet men alligevel velgørende enhed.
Jeg glæder mig til den sidste øl. Ikke fordi mine forventninger er i top til finalen, men fordi jeg så endelig er færdig med julekalendertemaet.
