For meget vand …
Jeg prøver at få ryddet lidt ud i mit lager. Selvom jeg er færdig med juleøllene, ligger der stadig mange øl fra sidste år, og min ambition er at være lidt mere fremme i skoene med, hvad jeg anmelder på bloggen, så det hele ikke er flere måneder – eller år – gammelt.
Så vidt jeg husker, købte jeg denne i SuperBrugsen på Njalsgade. Københavnersnuder og geografisk bevendte vil vide, at gaden ligger på Amager, så det er nok over et halvt år, den har stået og kukkeluret i flere forskellige køkkenskabe.
Brandet med det finurlige navn fra bryggeriet Eibau i Sachsen har jeg afprøvet en gang før. Hin øl var ganske lys og del af en Aldi-Julekalender med forskellige tyske øl, jeg havde fået af min søster i fødselsdagsgave. Den var en tysk øl som tyske øl er flest – en lys pilsner, hvor man har gjort sig store anstrengelser for at undgå for meget eller for markant smag. Ikke desto mindre adskiller den sig fra de fleste andre tyske øl ved, at den er ‘naturtrüb‘, det vil sige ufiltreret. Det er næppe lige til at regne ud, hvis ikke man ved det.
Denne Schwarzbier er også naturtrüb, og lever i sit ydre fint op til typen. Sort som en overskyet vinternat ved strømsvigt, og med skum, der kunne have tilhørt dens lyse broder. Kontrasten mellem bryg og skum i Schwarzbier er ikke sjældent Guinness‘ overlegen. Brygget dufter overvejende sødt af den mørkristede malt (der giver farven), men bouqueten er for svag til at man kan ane skarpe konturer af andet end mørkt sukker.
Det rettes der op på i smagen. Her smager man colanød, kaffe med sukker og blodpølse, alt sammen omhyggeligt vendt i en varm farinsukkerlage, og efterfølgende fortyndet – desværre – med lidt for meget vand. Den søde, maltede smag med det tynde efterspil minder om nisseøl bortset fra, at denne øl bliver man fuld af noget hurtigere, da Den holder 6,5%.
Men som ledsager til julemiddagen ville den ikke være umulig, omend dens vandige finish modtages i bytte for gennemtrængende velsmag.
Det er lidt ærgerligt.
