Det var ellers lige så godt …
Hardcorefans af min ølblog vil muligvis have bemærket, at der er gået en smule længere tid mellem de sidste indlæg. Det skyldes, at det har været sidst på måneden, hvilket ikke skal opfattes som om, jeg er i financielle vanskeligheder, selvom det godt nok tidligere har været tilfældet. Næh, det skyldes det i grunden kedelige faktum, at jeg gerne når målet for antallet af hits på bloggen nogle dage før måneden er omme – og så tillader jeg mig gerne at tage en slapper …
… såfremt lysten svigter, selvfølgelig. Og det kan jo godt ske den gør det, når man for længst har rundet månedens femtende indlæg.
Sådan er jeg så traditionalistisk i min skribentvirksomhed. Skulle det ske, at jeg når mit læsermål tidligt, hviler jeg gerne lidt på lauerbærrene og tanker op til den næste måned, frem for at se, om jeg kan maksimere læseroverskuddet yderligere. Den tyske sociolog Max Weber ville have elsket det – i hans øjne ville jeg nok have været et eller andet levende fossil fra feudaltiden, der gav pokker i den protestantiske etiks påbud om at arbejde sig selv fordærvet, fordi det skal man bare …
Nåhr ja … så er der også den lille detalje, at jeg – snart et årti efter at det var populært (jeg venter gerne med at tilslutte mig trends til når de har bevist deres langtidsholdbarhed) er begyndt at spille Minecraft. Den slags tager jo også tid, hvis det skal gøres ordentligt.
Men jeg må hellere til det. Give læserne den oplevelse, der har været målet for bloggen her, nemlig netop det – en læseoplevelse i form af en anmeldelse af noget, rigtig mange godt kan lide – øl.
Privatbrauerei Eibau har vi været forbi med jævne mellemrum. Det skyldes, at de er faste leverandører til COOP’s butikker. Denne fandt jeg i Dagli’ Brugsen i Valby. Om Dagli’ Brugsen er der ikke meget andet at sige, end at prisniveauet er at sammenligne med Irmas og varekvaliteten med Aldis. Det er ikke et sted, jeg kommer tit af netop denne grund – men der var tilbud på et eller andet via min COOP-app, og så behøvede jeg jo ikke købe mig fattig i andre ting.
Denne røg med efter min sædvanlige devise – øllet var der og derfor skulle det selvfølgelig også anmeldes.
Det lyse, småtgrumsede bryg dufter lystigt af banan og citrus. Kulsyren prikker kækt i næsen, så der er lagt op til en frisk oplevelse – såfremt esterne der antydes i bouqueten ikke har fået for meget at sige.
Og smagen er vitterlig som duften lader én forvente – forfriskende og perlende, sød af banan på den helt rigtige måde, så det ikke bliver kvalmt. Havde brygget haft en smule mere kulsyre ville en champagnesammenligning slet ikke være ude i skoven, dårligt nok i skovbrynet. Alkoholstyrken på 5,2 smager overraskende nok igennem til at hjælpe associationen på vej.
Såvidt smagen – den er sådan set i orden. Anderledes spinkel er til gengæld kroppen og fylden, hvor det rene og klare vand trænger sig desværre for meget på. En potentielt temperaments- og karakterfuld weissbieroplevelse ender fortyndet og halvhjertet. Det er ærgerligt, men desværre også forventeligt af en øl i COOP’s udenlandske standardudvalg.
