Egtvedpigens Bryg, Skands

Jeg fik dette bryg anbefalet på fjæsen, og besluttede mig kort efter at slå et smut omkring Nationalmuseet på vej hjem fra arbejde, for at erhverve et eksemplar. Jeg havde godt læst om brygget, selvom jeg ikke husker præcis hvor. Det er et bryg, Skands har lavet i samarbejde med Nationalmuseet, og det er brygget med de samme ingredienser, der blev fundet i den spand af birkebark, som Egtvedpigen havde med sig i graven. Med andre ord et forsøg på at brygge øl som i bronzealderen – eller i hvert fald med de ingredienser, som man har konkret belæg for rent faktisk blev brugt i ølbrygning dengang.

Det er i sig selv et spændende eksperiment, også selvom brygget nok ikke slår an i Tyskland. Ud over gær, vand humle og malt af hvede og byg, indeholder det porse, tyttebær og honning – Reinheitsgebot er ej en saga blot, men derimod et hypermoderne koncept, som man må vente et par årtusinder på endnu.

Men flot er det. Formentlig er det tyttebærrene, der giver bryggets lød et pikant knæk i retning af det lyserøde. Desuden er det vidunderligt tåget, og den lille handy håndgranatstore flaske skal agiteres noget, før restgæren i bunden er opløst. Skummet formår til gengæld ikke at imponere i samme grad. Med sin hastigt sammenskvattende egenskab ville det bedre klæde en sodavand end et gæret humleprodukt. I duften mærker man tydeligt hvedemalten, der giver karakter af både franskbrød og sukkerglasur. Dertil kommer en noget (læs: lidt for) syntetisk note af hindbær – sådan som man jf. skummet kender det fra røde hindbærsodavand.

Derfor er den første mundsmag også lidt af en lettelse – for undertegnede i hvert fald. Selvom jeg egentlig godt kan lide hindbærsodavand, synes jeg ikke, at øl skal smage af det, ligesom jeg fx ikke synes at kaffe skal smage af øl eller omvendt. Men altså ingen hindbær der, men derimod relativt kraftigt bitter humle. De søde bær kan dog smages. I første omgang som en sød, og ikke fuldt integreret sød bismag – lidt ligesom den syntetiske aroma i jordbærskumfiduser.

Som brygget nydes – for det smager egentlig ganske godt – klinger det syntetisk-søde også mere af, og erstattes af et skarpt prik, netop som man kender det fra tyttebær. Bitterheden vokser, og det samme gør et nærværende gærindslag, der måske vokser til lidt for nærværende efterhånden. Intakt forbliver dog en overraksende bitter eftersmag af løvtræ, der kradser i svælget og udtørrer mandlerne.

Oplevelsen var alt i alt fin, med små skønhedsfejl. Jeg er ikke meget ked af, at jeg nøjedes med prøvestørrelsen på 0,25 l, der kan erhverves på Nationalmuseet formedelst en flad tyvekrone. At købe den igen, tror jeg dog ikke jeg gider, men jeg siger tak til, hvis jeg får den tilbudt.

Enhver spekulation om, hvor autentisk brygget er, i forhold til det, Egtvedpigen rent faktisk fik med i graven anser jeg for netop det – spekulation, og det gider jeg ikke spilde unødvendige bytes på at producere noget som helst ligegyldig spekulativ tekst på.