Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Efes Pilsener, Efes

En overraskelse …

Man kan ikke uden en vis rimelighed beskylde mig for at politisere en kende i nogle af mine indlæg. Jeg har dog bestræbt mig på, at det ikke kommer til at fylde for meget. Det er i orden, at læserne ved hvem jeg er, og nogenlunde hvor jeg står politisk, men det skal ikke overtage bloggen. Det er trods alt en ølblog – ikke en politisk blog. Alligevel er der et storpolitisk tema oppe for tiden, som jeg ikke kan lade ligge, og som jeg føler, jeg offentligt må vælge side i … Nej, det er ikke folkemødet, hvis nogen skulle tro det.

Det drejer sig om konflikten i Tyrkiet. Som en anden Anders Fogh Rasmussen blæser Ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan på et stort mindretal, og gennemtrumfer med et snævert parlamentarisk flertal og en jernnæve en reaktionær, formørket politik, som det ikke engang er sikkert, flertallet i befolkningen støtter. Én ting er en park i Istanbul. En anden er gennemtvingning af en religiøs dagsorden, herunder forbud mod udskænkning efter klokken 22, og forbud mod alkoholreklamer.
Jeg har hermed tænkt mig at erklære min fulde støtte til, ikke bare Istanbuls demonstranter, men hele Tyrkiets demonstranter, der bekæmper en formørket, forældet og fordækt, for ikke at sige magtfuldkommen, autoritær og slet og ret modbydelig tyran, der ikke fortjener bedre end at blive anbragt på den historiske mødding med sine ligesindede magtfuldkomne folkevalgte tyranner, Bush Jr., Thatcher, Putin og altså Fogh, for bare at tage nogle eksempler.
Og hvilken bedre måde findes der, end at drikke en af de øl, som den hensynsløse, autoritære nidding af en magtfuldkommen tyran, Erdogan, har så uendeligt meget imod, at hans landsmænd nyder på de tyrkiske caféer efter klokken 22? Jeg tænker her på Efes – den vel nok mest succesfulde Tyrkiske øl, med aftagere i hele Østeuropa og Centralasien, fra Moldova til Kasakhstan. For på afstand at afføre mig min ene imaginære handske, og provokatorisk og demonstrativt slaske den i ansigtet på tyrannen Erdogan valgte jeg at lægge turen hjem fra arbejde om, og i stedet for at køre mod Lossepladsvejen køre ad grusstien bagom Nokken, for snart at ramme Irma på Islands Brygge, hvor jeg ved en tidligere lejlighed havde spottet, at den var til salg. Mindre passende bliver det ikke, at Efes hovedsæde (Efes er det tyrkiske navn for den græske by Efesus) iøvrigt ligger i Istanbul, hvor demonstrationerne mod Erdogans autoritære styre begyndte.
Som altid, når det gælder store bryggeriers pilsnerprodukter havde jeg ikke de store forventninger til denne øl. Det allerførste indtryk – et næsten citrongult bryg, stemte vel overens med det, jeg havde forestillet mig. At skummet til gengæld nærmest eksploderede, og meget modvilligt retirerede, havde jeg ikke regnet med. Skummet var ellers som forventet kridhvidt, men besad altså en uventet fylde og holdbarhed som grundigt pisket marengsmasse. Duften gjorde også forventningerne til skamme. En overraskende kraftig duft af tør humle blandede sig med ellers traditionelle pilsnertoner af korn, og som man kender det fra standardpilsneren – vand. Men sidstnævnte var trængt i baggrunden, og det lovede jo egentlig godt, men jeg turde endnu ikke håbe.
Men så blev der ellers smagt, og hvor det dog smagte … Altså stadigvæk må man sige i betragtning af at der er tale om et jævnt pilsnerprodukt, hvor vand skal spille en rolle … for øl brygget til de brede masser skal ikke smage af for meget, for så er der færre, der vil  kunne lide dem – men med alle disse forbehold in mente, så er Efes faktisk et væsentligt stykke over den standard vi kender, herhjemmefra og i vore nabolande.
Ikke bare udebliver ubehagelige overraskelser som surhed, metalsmag, ubalanceret bitterhed og almindelig vandighed. Brygget smager faktisk af noget. Både smag og eftersmag dvæler ved den bitre, kraftige humle. Det er en fyldig og rar bitterhed, der dog samtidig netop formår at stikke lige præcis i en sådan grad, at øllet også bliver spændende, og ikke kun stryger én med hårene. En snert af lakrids anes bagom et kraftigt indslag af frisk træ, og et knap så kraftigt indslag af gran. Indrømmet, det er ikke en speciel pilsner som sådan. Det er ikke en Boston Lager eller en 77Lager. Men som den standardpilsner den er, rager den væsentlig længere op, end hvad man er vant til.
Tyrkerne, og især de tyrkiske demonstranter fortjener at skylle den bitre smag af autoritær, antidemokratisk mørkemandspolitik og tåregas væk med denne temperamentsfulde pilsners venlige men bestemte bitterhed. Den får en for standardpilsner relativt høj vurdering.
3-en-halv-stjerne
De tyrkiske demonstranter får uden betingelser min topkarakter.
6-stjerner
Og Erdogan kan få sine velfortjente
0-stjerner
Nul stjerner.
Updated: 11. juli 2016 — 10:49

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme