Vand eller kvalme …
Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.
Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.
Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.
Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.
Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.
Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.
Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.
Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.
Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasset. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.
