Not all …
Jeg synes ikke det er svært at finde ud af, hvem jeg skal holde med i disse dage. Den amerikanske protestbevægelse har min fulde støtte, og for hvert politiovergreb, der afsløres – det være sig mod sorte eller hvide demonstranter, eller for den sags skyld tilfældige forbipasserende – stiger min støtte. I mine øjne har de fleste amerikanske politikorps for længst spillet fallit. De kører deres egen dagsorden, hvor de konstant udnytter deres voldsmonopol – ikke til at beskytte og tjene befolkningen (Protect & Serve, et slogan der oprindeligt stammer fra Los Angeles’ politikorps og som senere blev overtaget af mange andre) men for at holde en voksende underklasse nede med grov vold og racisme.
“Ikke alle politifolk” vil mange prompte indvende – og det i en grad så det bliver hashtagget flittigt på Twitter og andre steder. Det er sådan set heller ikke forkert. Svaret misser blot den allervigtigste detalje i hele problemet med vold og racisme i politiet. Det er systemisk. Det er endemisk. Vold og racisme er en del af amerikansk politi på samme måde som humle og malt er en del af øl. Amerikansk politi er ikke amerikansk politi uden vold og racisme.
Det er i egenskab af voldeligt racistisk korps, at politiet kan varetage sin rolle som vedligeholder af en status quo, hvor en meget lille, ultrarig elite ejer og bestemmer alt. Ved specifikt at undertrykke etniske minoriteter og fremstille disse som særligt kriminelle og farlige, skaber politiet samtidig en imaginær fjende for underklassens hvide majoritet. Således pustes der især til den hvide underklasses racisme, hvorved politiet er med til at sikre, at underklassen bekæmper sig selv internt, frem for den objektive klassefjende – føromtalte ultrarige, meget lille elite af hvide magthavere.
Hvor vil jeg hen med det? Jo – jeg måtte selv udbryde et “not all” her i går aftes, da jeg drak denne øl fra Kissmeyer. Kissmeyer har kastet rigtig mange halvkedelige mainstreamøl på markedet. Fælles for dem er spændende navne og flotte etiketter, mens øllet har været af en kvalitet, som selv de store industriaktører kan slå med et minimum af anstrengelse. Så det var med forventningerne helt i bund, at flasken blev åbnet, og det noget uengagerede, gennemsigtige, messingfarvede bryg blev skænket.
Kun svagt viste de ellers traditionelle IPA-noter af citrus og grannåle sig i bouqueten. Men fair nok – det er trods alt en session og ikke en fuldblods IPA. Den afdæmpede alkoholprocent på 4,2 vil sjældent afstedkomme store duftoplevelser – især når brygget som her er brygget uden tilsætning af andet end humle, vand, gær og malt.
Og så kommer overraskelsen. Et hvast bid af knastør bitterhumle plaffer små syle af de spædeste fineste og skarpeste grannåle dybt ind i alle mundhulens blottede flader. En lille, men effektfuld aromaeksplosion, der ganske vist snart afløses af rigelige mængder frisk, tørstslukkende vand, uden andre nævneværdige meritter end sin vederkvægelse.
Men det er såmænd slet ikke så ringe endda – især ikke hvis brygget nydes direkte ud af køleskabet. Det er trods alt en session-IPA, der er brygget for sine forfriskende egenskaber. Og selvom man godt kunne have ønsket, at bryggeriet alligevel havde givet den lidt mere til den krydrede side, så fungerer den samlede pakke nu meget godt alligevel.
Overordnet lader det til at høre med til Kissmeyerbrandet, at det kun er en halvforkølet udfordring til de dominerende industriaktører på markedet for specialøl. Ved ikke at sætte barren højere legitimerer de brands som Schiøtz, Lottrup og Husbryggeriet Jacobsen, som er industrigiganternes svar på ølrevolutionen. Billigere specialøl af lavere kvalitet, der kan udkonkurrere mikrobryggerierne – de heltmodige fornyere af ølmediet. Det er trist, når de uafhængige bryggere ikke er sig deres pligt som udfordrer til den karakterløse storindustri bevidst.
Men det forhindrer dem tydeligvis ikke i at ramme nogenlunde inden for skiven en gang imellem.
