Duvel, Brouwerij Duvel Moortgat

Finaleøl

I skrivende stund er der EM-finale, og i håb om, at UEFA på vegne af Carlsberg idømmer mig en kæmpe bøde, har jeg valgt at drikke og skrive om en øl fra et bryggeri, der ikke er hovedsponsor for arrangementet, idet jeg håber, det bliver opfattet som reklame. Hvis jeg får en bøde, og bryggeriet bagefter vælger at betale den, lige som Paddy Power gjorde for Niklas Bendtner, kan jeg angive erstatningen som A-indkomst, og den skal nok svare til den årlige gennemsnitsindtjening for en akademiker … og hokus pokus – velkommen til en ny dagpengeperiode. – Ja, jeg ville selvfølgelig, i modsætning til, hvad samtlige partier fra SF til DF påstår, hjertens gerne have et arbejde, og gerne et, der gav væsentligt mindre årligt end det Bendtner fik i bøde – men næh nej, det kan jeg jo ikke få, så jeg må prøve med de beskidte tricks i stedet.

Duvel er en Exceptionelt lys øl. Lysere end andre lyse rædsler som Corona, Tuborg Lime Cut og Cult Kay-Sar. Skummet er højt, næsten selvlysende hvidt, ganske luftigt, nærmest sprødt med konsistens som mislykkede marengs. Det er ment positivt og klæbeevnen svarer godt dertil. Duften er sød og intens. Den mærkes langt fra glasset, såsnart øllet er skænket.

Smagen er en bittersød – mest bitter, og den søde smag mærker man kun allerførst. Først indledes smagen dog af et turboboost af alkohol, der fylder hele mundhulen som en kraftig kartoffelbrændevin. Det er en voldsom og intens øloplevelse – ikke udelt behagelig, men det gør ikke noget, fordi den samtidig er unik. Sødmen, der derefter indfinder sig langs gummerne bærer noter af hyldeblomst, en hård og klar smag, der derefter rammer mandler og svælg, hvor en kraftig, tør bitterhed og humle tager over. En let syrlig note af citrus og græs er også til stede, mest som pynt, og alligevel undværligt i det store billede, og derfor ret beset overflødigt, hvis ikke ligefrem skæmmende.

Det er voldsomt, det river og flår i hele munden, og man kommer til at svede selvom øllet er koldt. Man forstår godt, at Michael Jackson – ølkenderen, ikke ham med gummiansigtet – skulle have kaldt denne øl en af verdens bedste øl (jeg henviser til en kilde, der også er tvivlende – men selv hvis det bare er en god historie, at Michael Jackson skulle have kaldt den det, forstår man godt, at historien er opstået). Men når alt dette er sagt, er det ikke altsammen ubetinget behageligt. Snapsessensen vil næppe glæde alles ganer lige meget, og jeg synes helt klart, at den er mere spændende og interessant end egentlig rar.

Men det er nu også det eneste negative der er at sige om en ellers velsmagende – og altså meget spændende øl.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!