En slags sten …
Ørkenvandringen fortsætter. Weißbier så langt øjet rækker, og selvom denne er en mørk Weißbier, og etiketten i øvrigt er prydet af alskens ridderlige symboler og flotte farver, melder begejstringen sig bare ikke. Det eneste ridderlige, der kommer i hu, er pligten til at fortsætte og aldrig give op, uanset hvor ensformig ørkenvandringen er, uanset hvor mange sten man møder på vejen.
Man kan let få associationer til ørkensand, når man beskuer de mange lyse Weißbier, men denne må med den mørke lød nødvendigvis udgøre en undtagelse. Gæren kan dog stadig anes som grums, mens skummet for en gangs skyld er nogenlunde så flødecremet som man kunne ønske sig. Duften byder på indtryk, man alt for sjældent er blevet repræsenteret for i julekalenderen. Karamel og malt sørme, og ikke kun gær og vand, selvom dette da også her er til stede.
I smagen kommer gæren dog igen. Den skæmmer dog knap så meget, da den integreres nogenlunde i den karamel- og maltfylde, som mærkes hele bryggets vej gennem mund, svælg og hals.
Der findes flere slags sten på en ørkenvandring. Denne var en støttesten, og måske endda en udkigssten. En sten, der ragede et godt stykke over de andre, som man kunne kravle op på, og se, at der faktisk også er en ende på ørkenvandringen – inden alt for længe.
