Dunkel, Harboe

Jeg var en smule biased før jeg drak denne øl. Det var ikke fordi, det var en Harboe, og jeg af den grund forventede noget mere eller mindre rædsomt – snarere tværtimod. Jeg huskede denne øl som ret god – ikke bare i forhold til Harboes van(d)lige standard, men så sandelig også i forhold til alt det andet tynde sprøjt, bryggerierne sender på markedet i uanede mængder.

Mig bekendt – men jeg har ikke noget at hænge det op på – blev Dunkel lavet af en tysk brygmester, bryggeriet havde engang, og måske stadig har. Oplysninger om, hvem der egentlig står bag koncernen fremgår ikke af hjemmesiden. Ikke alene droppede denne brygmester glukosesiruppen, og alle de andre tilsætningsstoffer, Harboe-øl ofte indeholder, men også kvaliteten af brygget fik et løft. Resultatet formåede dengang at overraske mig positivt, og jeg har flere gange kaldt den den bedste standardøl herhjemme.

Den er også flot, med sin dyborange, næsten røde farve. Skummet viger dog hurtigt, og er mere boblende end skummende. Duften er svagt sødlig, men mest svag, uden spor af malt eller korn – og således skvatter mine gamle positive forestillinger om denne øl langsomt sammen, ligesom øllets skum.

Smagen er jævnt bitter, og indeholder ikke rigtig spor af den søde duft, der alt andet lige var jævnt liflig. Bitterheden er nu heller ikke så ringe endda, men der er langt til den kaffe- eller nøddeagtige bitterhed, der ellers er typisk for mørke, undergærede lager-øl. Selvom bitterheden så småt tager til sidst i forløbet, og egentlig er godkendt bagest på tungen og i eftersmagen, så er der simpelt hen ikke nok af den. Smagen er udhulet og overfladisk og vand-til-smag-forholdet er tippet klart til den vandige side.

Denne øl er bestemt ikke så god som jeg husker den. Den bevidsthed om, hvad øl kan være, som jeg har fået ved at skrive denne blog, har klart gjort mig mere kritisk end jeg var, før jeg begyndte at anmelde øl. Jeg huskede den helt klart som bedre, end den reelt er.

Det lader til, at jeg er havnet lidt i det tynde øl igen. Det var ellers meningen, at jeg med denne øl ville tage revanche for de satsninger, den russiske øl og Harboe 110 udgjorde. Hævnen blev dog ikke sød – den blev jævnt bitter med et hint af vand.

Men jeg må også indrømme, at blandt det tynde øl, er dette øl nu heller ikke det allertyndeste.