Verden er som bekendt i opløsning. Tiltagende klimaforandringer, krig, krig og atter krig, 1% ejer 99% af verdens rigdomme (og nu er det sikkert endnu mere) og nu smuldrer min egen verden også.
Mit boligselskab, FSB, nægter kategorisk at sætte mig på en særlig venteliste for skilsmisseramte, så jeg kan få en bolig, der gør familieliv med to delebørn muligt. Hvis det stod til dem alene, ville jeg stå uden bolig fra 01/10, og selvom jeg har opdaget en gammel opnotering hos konkurrenten KAB fra 2006 da jeg dimitterede, er min boligsituation altså p.t. uafklaret, omend jeg sætter min lid til at KAB vil være en ven i den bolignød som FSB har sat mig i.
Det er sådan verden ser ud fra mit lille Amagerkanske hjem med udsigt over Amager Fælled. Den må snart vige, men jeg håber ikke det bliver til en udsigt til nogle høje cypresser i en af byens parker over for en bænk, jeg har været heldig at finde som leje for natten. En kende mere komfort vil jeg trods alt tillade at stille mig i udsigt – men nu må vi se,
Jeg har tumlet lidt med, hvordan jeg skal kategorisere dagens øl. Brygget er for så vidt smagt allerede – og så alligevel ikke. For jeg smagte det direkte ud af tanken på bryglokaliteten i Næstved, og det var endda dette års batch, mens nærværende bryg er fra sidste år. Men da de hedder det samme har jeg været i tvivl, om jeg skulle kategorisere den som en ‘revisited’ eller noget lignende.
Så vidt jeg husker blev det nye batch, jeg fik at smage under besøget, imidlertid brygget efter en anden recept, og der er tale om en anden årgang, og min samling af kategorier er allerede kaotisk nok i forvejen – så jeg har valgt at behandle det som et selvstændigt bryg – ved tilføjelse af årgang går det nok endda. Og hvis jeg skulle få lov at smage årets høstbryg på flaske – risikoen for dette er overhængende – ja, så må jeg opfinde den dybe tallerken til den tid.
Dronningborg er en gammel maskinfabrik, der er kendt for sine mejetærskere. Derfor er det nærliggende at opkalde en høstøl efter den, ikke mindst når maskinfabrikken samtidig ikke ligger langt fra bryggeriet. Den får ikke for lidt på etiketten med en lang række medaljer og hvad har vi – fra prisuddelinger, der ligger hundrede år længere tilbage end bryggeriets grundlæggelse, endda. Endelig et håndfast bevis på, at tidsrejser har fundet sted.
Høstbryg er gerne velmaltede for at markere at grøden er i hus, og for at matche årstidens grove mad. Brygget her er ingen undtagelse. det er et brunorange bryg, uigennemskinneligt af restgær og med en kraftfuld aromatisk og overraskende sød duft af vanille, fløde et stænk anis og en bund af hindbær – foruden en humle der lægger et sted, hvor den både er aromatisk og bitter.
Smagen er til gengæld mere bitter og grov. Træaromaen lægger sig tungt i ganen, mens syrlige noter fylder mundens underetage ud. Brygget er, skønt friskt i sin syrlighed, alligevel ikke ligefrem lettilgængeligt i sin bidske og rå bitterhed. Det er, ligesom andre af Kongebrygs øl, til dels et syrligt bryg, hvis spidse kant, man først lige skal forliges med.
Uanset hvad passer brygget godt til årstidens kraftfulde føde: beder, kål, kogt kød og urter. Efterhånden træder også andre noter frem – med tiden møder man nogle af de søde noter fra duften – en kant af alteabolcher afrunder en tør, karsk grannålebitter eftersmag.
Det er dog et ganske andet bryg, end det, jeg prøvede direkte fra tanken. At friskheden fra det tanktappede bryg ikke genfindes i flaskebrygget, kan næppe undre. Humlens bidskhed kan jeg genkende, men sødmen har en anden karakter, og fylder ikke det samme i dette bryg, som det, jeg fik fra tanken. Også det er medvirkende til, at jeg godt kan tillade mig at betragte dem som to forskellige bryg, der anmeldes hver for sig.