… that isn’t …
Det gode blegner ved siden af det ekstraordinære. Det har jeg måttet sande efter at have Nydt (i en grad så det kun kan udtrykkes med et stort ‘N’) den formidable dobbelte IPA fra Midtfyns Bryghus.
Det skal jo ikke holde Greene King fra at forsøge. De har gjort det godt før, og jeg var da heller ikke sen til at smide et par stykker i kurven, da jeg forleden var i ude for at købe kaninfoder. At jeg forinden smagningen af Greene Kings øl, skulle komme til at prøve de fleste IPA’ers overmand, giver selvfølgelig noget unfair konkurrence fra starten af.
Men brygget holder jo heller ikke op med at være godt, bare fordi det får baghjul af noget, der får godt til at virke kedeligt. Og den initiale duft af bergamotolie og humle fejler jo ikke noget. På trods af den ildsprudende tohovedede drage på etiketten brøler bouqueten bare slet ikke som det foregående humlemonster. Og den havde ikke engang noget uhyre på sin etiket.
Det er ellers et flot kobberfarvet bryg omend med et noget skrøbeligt, kridhvidt skum, hvis klæbeevne er begrænset. Brygget smager af rå, uforfalsket humle. Den prikker let i næsehule og ved mandlerne, men nogen ildspyen eller eksplosion bliver det aldrig til.
Bitterheden er sådan set intakt og kraftig nok, men virker alligevel hul og yder aldrig helt nok fylde. Der er lidt for meget vand ved siden af humlen, og med en beskhed, der i eftersmagen næsten tenderer harskhed fremstår brygget noget ude af balance.
Men – igen. Humlen er faktisk god – og sprød – og kraftig. Det smager jo egentlig godt, alt taget i betragtning. Perfektionen er ganske vist langt borte, men det er afsmag og kedsomhed så sandelig også. Det skal ikke ligge denne øl til last, at der findes bedre IPA’er end den.
