– Klassisk, halvkedelig dessertøl.
Jeg var i Netto forleden, hvilket jeg af forskellige årsager kun er sjældent. En af dem er, at den lokale Netto ligger dårligt i forhold til, hvor jeg bor. En anden er, at jeg forsøger at dæmpe mine kapitalindskud til støtter af Dansk Folkeparti mest muligt.
Men nu hvor jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt kigge lidt på udbuddet af specialøl. Valget faldt på denne og en anden stout, samt en pinsebryg, og jeg valgte at gå uden om standardøllene, fordi jeg efterhånden ikke gider dem længere. Jeg vil sgu have noget, der smager af noget, og stout plejer trods alt at gøre netop dette. Så det var om ikke andet det sikre valg.
Double Chocolate Stout lyder jo besnærende, og gode stouts søde smag minder ikke sjældent om chokolade. Nærværende har endda fået chokolade tilsat, hvilket jeg jo så anser for at være overflødigt. Man kan bruge maltsorter og brygteknik til at få samme smag frem, men der er selvfølgelig altid bryggere, der vælger at springe over hvor gærdet er lavest – også i England, hvor denne øl kommer fra.
Den største oplevelse ved denne øl får man, hvis man hælder den op i et ordentligt glas. Så vil man se, hvordan den starter nærmest hvid, så gylden, så lyst brun, så mørkere brun og til sidst kulsort. Ovenpå danner der sig en høj, tæt, næsten fromageagtig gyldenbrun skumkrone. Duften er ganske sød og har både toner af chokolade og kaffe i sig. Der er også rigeligt mokka-chokoladesmag bare i skummet alene – det skulle være klart for de fleste læsere nu, at der ikke er kulsyre, men kvælstof i denne øl.
Selve øllet smager bittert af kaffe og chokolade, og mundfornemmelsen er blid og nærmest slikagtig. Kaffesmagen melder sig spøjst nok først, allerede foran i munden – som den glider under tungen og langs gummeranden stimulerer den pikant smagsløgene for bittert, og ender med at levere en letbitter eftersmag, der … ja, lidt for hurtigt klinger af.
Den smager jo dejligt, og den smager klassisk (især til en god rabarberkage, som den min kære viv havde bagt). Eller sagt på en anden måde, man har ligesom været der før, og jeg fornemmer også, at jeg har prøvet det, der var væsentlig bedre. London Porter er det oplagte eksempel, hvis man da ikke skal ty til ekstremer. Der mangler, når det kommer til stykket karakter, og der mangler intensitet. God smag til trods glider den lidt for nemt ned. Den lider under det, marketingfolk kalder ‘letdrikkelighed’ – en eufemisme, som enhver ølkender vil gennemskue, dækker over ordet ‘tynd’.
Eller måske bare tyndbenet, for så galt står det trods alt heller ikke til. Den smager da godt, men der skal forsvinde meget godt øl, før jeg ville vende tilbage til den.
