Øl: Don Domingo
Bryggeri: Ølluminati
Type: Imperial Stout
ABV: 10,3%
Land: Danmark
På høje tid …
At jeg fik anmeldt en øl, der ikke helt fortjente hovedrollen i et jubilæumsindlæg som nummer 1300 er jeg efterhånden færdig med at græde snot over. Til gengæld har jeg rent glemt at forberede et særligt indlæg i forbindelse med jubilæet. Det har ellers været lidt af en tradition, men den slags er jo til for at blive brudt, hvilket også snart kan gå hen og blive en tradition, hvorefter galaksen eksploderer som resultat af paradokset …
I stedet har jeg forsøgt at eksperimentere en smule med formen. Som den vakse læser måske har bemærket har jeg startet indlægget med en knastør liste med nogle fakta om den øl, jeg står i begreb med at anmelde. Egentlig ville jeg hellere have inkluderet det i en faktaboks et sted i hvert indlæg, men en sådan funktion findes åbenbart ikke i WordPress … eller (og det anser jeg for en langt mere sandsynlig forklaring) jeg er for dum til at finde en funktion, der muliggør den.
Vejledning modtages med kyshånd. Men når det så er sagt, synes jeg faktisk ikke, at formen med fakta øverst i indlægget virker fuldkommen tosset.
Dagens øl er en gammel svend. Den har stået i mit køleskab i 1½ år eller deromkring, men det er også en type, der kan klare det. Det er med mørkt øl i almindelighed og stout i aldeleshed ligesom med historier og mennesker, at de bliver kønnere med alderen. Nu er jeg til gengæld ved at være træt af, at den fylder – og jeg synes faktisk også det er lidt strengt over for min gode ven, der i sin tid donerede den til mig. Det er vist på høje tid, han får mulighed for at læse, hvad jeg synes om den.
Ølluminati er et velkendt og feteret mikrobryggeri fra Viborg-egnen. Men jeg har måttet konstatere, at ikke alle deres produkter er faldet lige meget i min smag. Forventningerne er nu alligevel høje – for stilen er en af mine favoritter, alkoholprocenten er acceptabel selv i Aron Ra’s glas – og når de flueben er sat, bliver man godt nok nødt til at kludre gevaldigt i det, hvis resultatet skal gå helt galt.
Tykt og dovent skvulper tjæren vrangvilligt ud af flasken og ned i glasset. Ja, visuelt fejler det i hvert fald ikke noget, sådan som det nøddebrune skum rejser sig over den tætte tjære. Duften byder også på en snert af ny asfaltbelægning, omend stærk, velbrygget kaffe med rigelig fløde dominerer.
En exquisite flødemokka med vanille behager helt ud i mundhulens afkroge. Gummer, gane, tunge, mandler og svælg vrider sig i vellyst under det tætte, rare bryg. Det er præcis som man vil have det – det bliver aldrig for meget, for voldsomt eller for svulstigt. Ølluminati har ramt bullseye i afstemning mellem det storslåede og det nærværende behagelige.
Brygget byder behørigt farvel med rigelige mængder røg i eftersmagen som et mørkt punktum på en kulsort oplevelse – på alle de måder en kulsort oplevelse kan være smuk og velbehagelig. En ikke bare kompromisløs, men samtidig også velafstemt longdrink, som ethvert stouthoved bør unde sig selv.
Well done, Ølluminati. Må jeres bar være et af de første steder jeg besøger, når landet så’n rigtig genåbner.
