Gaven …
D. 3. juni havde min blog fødselsdag – eller jubilæum, som det hedder, eftersom bloggen trods alt ikke er blevet presset ud af underlivet på nogen. Og når det ikke er tilfældet (med forbehold for kejsersnit), og der i det hele taget ikke er tale om levende ting, ja, så er det vel, at man kalder det jubilæum i stedet for.
Uanset hvad – kort efter at jubilæet indtraf, modtog jeg en meget fin pakke fra det polske bryggeri Doctor Brew. Den indeholdt 7 spændende øl. Og det er skam ikke noget jeg siger, blot fordi de råbte “grib!” fra den anden side af Østersøen, og jeg vendte mig om i sidste øjeblik til at gribe. Jeg synes faktisk helt oprigtigt, at bryggene ser meget spændende ud.
Og I kan tro, at anmeldelserne nok skal blive lige så ærlige som de plejer at være. At jeg får øl foræret – om det så er fra en distributør eller direkte fra bryggeriet – skal ikke få min subjektivitet til at løbe det mindste an i retning af en højere anprisning end brygget fortjener. Det kan man som ølanmelder lige så godt som en musikanmelder. Se bare Thomas Treo fra Ekstra Bladet – han lægger ingen fingre imellem, selvom anmeldereksemplarerne, han får, sikkert er gratis (og at han sikkert får dem af sin arbejdsplads, sammen med en hyre, jeg næppe nogensinde kommer i nærheden af, er selvfølgelig sagen komplet uvedkommende!)
Uanset den manglende intention om det, ser jeg øllene som min jubilæumspakke, og jeg glæder mig til at prøve dem. Ikke alene er det de første bryg, jeg prøver fra bryggeriet – de er faktisk også de første øl, jeg prøver fra Polen i bloggens levetid. Jeg har dog før prøvet polsk øl. Det er regulært pilsnerøl, men med en til to tænder mere smag end det helt regulære pilsnerøl, man finder i Tyskland (og Danmark).
Her er der dog næppe tale om regulært polsk øl. Det virker etiketterne og hele brandet lidt for hipstersmart til, og heldigvis for det. Forventningerne er i hvert fald højere end en til halvanden tænder over laveste fællesnævner – en hel del højere faktisk.
Jeg har allerede opdaget en fin lille detalje i bryggeriets logo. Det hedder Doctor Brew, og logoet er et ‘B’ inde i et større ‘D’. Kigger man lidt på logoet vil man opdage, at hvis man ser B’et som et hul inde i D’et – hokus pokus, så er det en oplukker – eller en samfundshjælper som jeg ynder at kalde det.
Falder der undervejs i temaet mon en kommentar af om Polen fra en vinkel, der ikke har noget med øl at gøre? Det kan nok ikke udelukkes.
Hermed et glædeligt velkommen til Jubilæumspakken. Jeg tror, det bliver godt.
Hej Kaj,
fed blog og tillykke med jubilæet! Ens mund begynder jo nærmest at løbe i vand, når man ser alle de dejlige billeder af smukke, afkølede øl!
Hvad bruger du egentlig af oplukkerudstyr til at nyde dine kolde øl med? Vil du anbefale noget særligt udstyr eller et særligt varemærke? : )
Hilsener,
Troels
Den her:
file:///C:/Users/KajFramke/Dropbox/Camera%20Uploads/2015-12-09%2019.40.35.jpg
Den sidder altid i mit nøglebundt, og er formentlig en gratis reklamemodel, som jeg i sin tid har hugget fra min far, der garanteret ikke savner den. Altså ikke spor fancy – men effektiv.