Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Dobbeltsmagning: Jacobsen Velvet Ale + Rose Wit, Carlsberg m. gæsteanmeldere (Det nye Carlsberg VI)

– We are not amused – or impressed.

I går havde vi besøg i hippiehyblen af et par af rigtig gode venner fra den tid, hvor jeg som anarkistisk hippie-metallist tonsede rundt og legede punker på indre Nørrebro. Anledningen var alle tiders til at smage på nogle gode øl – der var jo nogle Thy-øl tilovers efter Thorolfs fødselsdag – samt de sidste to øl, som Carlsberg for nylig har udsendt som led i deres relancering.

Der er tale om to øl fra Carlsbergs eksklusive – og i mine øjne alt for dyre – Jacobsen-serie. Særligt dyre er de jo egentlig ikke, når man ser, hvor meget øl, man får for de 35-40 kr. de koster stykket, for hver flaske indeholder 75 cl. Til gengæld er det en mængde jeg i hvert fald ikke gider drikke på en gang, og det bliver man jo nødt til, når der ikke er skruelåg på.
Men det kan passe nogenlunde, når man deler den – og når man så kan erhverve to styk for under tres kroner inklusive pant på slagtilbud i Føtex, så begynder det jo efterhånden at se acceptabelt ud. Såvidt priser og mængde – det store spørgsmål er så, om også kvalitet og smag er acceptabelt.
Det var i hvert fald et par engagerede gæsteanmeldere, der som tidligere fast inventar i det Københavnske punk-miljø begge har en holdning til øl på omtrent samme baggrund som jeg: Uden at være eksperter udi malt- og humletyper eller brygteknik, er øl noget Annemarie, Jacob og jeg holder meget af, og vi ved hvad vi kan lide og ikke kan lide, og vi er i stand til at give udtryk for det på en underholdende måde – det er mere end rigeligt til at kunne anmelde øl.
Jacobsen Velvet Ale:
“Det er en amerikaner! Eller sådan en mexicansk sommerøl, Corona eller noget i den retning,” kommenterede Jacob på den meget lyse væske, der let- for ikke at sige småfesent-skummende var blevet hældt op i hans glas.
“Den er i hvert fald meget lys, den kunne godt ligne sådan noget … Sol for eksempel,” tilføjede Annemarie.
“Og meget hvidt skum, der falder hurtigt,” mumlede jeg.
Der var ikke den store uenighed endnu. Udseendet pegede dog ikke i retning af nogen særlig oplevelse.
Herefter blev der snust til varen.
Annemarie udbrød: “Vinøs”, mens Jacob var noget mere forbeholden, “Den er uden duft. Selvom jeg stikker snuden helt ned i skummet, så mærker jeg ikke noget som helst. Og så mærker jeg det højst meget svagt.” Selv havde jeg ikke meget at tilføje, duften var vitterlig ret svag, men jeg kunne godt ane de vinøse træk, Annemarie kunne spore.
Da produktet skulle smages, var Jacobs dom klar; “Den smager som Somersby uden smag. Det forekommer mig at være en fejlproduktion af Somersby, hvor man har glemt at give den smag, og så har man hældt den på de her flasker i stedet.”
“Den har jo overhovedet ingen eftersmag” bemærkede Annemarie som det første, men var ellers knapt så afvisende. “Jeg kunne nu godt se mig selv drikke den. Fx ville den være god på en rigtig varm sommerdag i parken, efter man er cyklet hjem fra arbejde. Den vil fungere rigtig godt som en læskende sommerpilsner.
“Ja, den er læskende, det er den,” indrømmede Jacob.
“Jeg kan godt mærke det hvidvinsagtige i smagen,” sagde jeg, “men det er ikke nogen god hvidvin,”
“Nej hvidvin er mere tør,” sagde Jacob.
“Der er jo også forskel på hvidvin, og det her ligner klart en sød hvidvin,” fortsatte jeg.
“Ja, sød,” svarede Jacob, “det minder om det der billige tyske paphvidvin, hvad hedder det?”
“Liebfraumilch?”
“Ja! Liebfraumilch,” udbrød Annemarie og Jacob i munden på hinanden, og Jacob fortsatte: “Det drak jeg så meget af, dengang, og det var bare billigt.” Vi andre nikkede indrømmende. Alle punkere har haft deres Liebfraumilch-perioder.
“Jeg kunne godt forestille mig den som aperitif,” indvendte Annemarie, og det endda uden, at hun havde læst etiketten, hvor netop denne brug foreslås.
“Ja, måske”, svarede Jacob, “men jeg ville aldrig gide drikke en hel spand af dem, selv hvis det var meget varmt. Det virker den også for flad til.”
“Der er ikke meget brus i,” sagde jeg, “men det generer ikke mig – det er der meget øl, der ikke har.”
“Ej, men det skal de helst have, hvis de skal være forfriskende,” indvendte Jacob.
Selv måtte jeg indrømme, at den faktisk smagte bedre end jeg havde forventet. “Men fungerer den som øl, når den nu smager så meget af sød hvidvin?” spurgte jeg mere eller mindre retorisk.
“Jeg ville til enhver tid hellere købe en Briscati til kr. 24,” svarede Annemarie.
“Jeg vil heller have 6 Corona. De smager bedre – og mere af øl,” sagde Jacob.
Vi var dog alle enige om, at den egentlig klædte den dessert, en æble-crumble-cake, som min kære viv havde komponeret af de fineste økologiske råvarer ganske udmærket. På forhånd havde jeg fortalt, at det åbenbart er en øl, der er målrettet kvinder, hvilket også Carlsbergs markedsføring antyder. Det hævdes på etiketten, at den passer til Sushi, dampet fisk og friske grøntsager. “Det er jo også sådan noget kvindeæde” bemærkede Annemarie med lige dele hån og sarkasme, og samtlige forsamlede – min viv, der ikke drikker øl inklusive – var i hvert fald enige om, at Carlsbergs lancering af denne “kvindeøl” hviler på nogle meget stereotype forestillinger, som hverken de tilstedeværende kvinder eller mænd kunne nikke genkendende til.
Karaktergivning:
Annemarie: Den smager egentlig udmærket, men den er ikke supergod. 3 stjerner.

3-stjerner

Jacob: Fordi den minder mig om mexicanske øl, skal den have … 3 sombrerohatte, og så trækker jeg ½ fra, fordi den er flad og skulle være målrettet kvinder. (Redaktionen har ikke kunnet fremskaffe et ordentligt sombrero-ikon, så her kommer karakteren i form af stjerner i stedet – red.)

2-en-halv-stjerne

Kaj: Som øl er den nærmest mislykket, men den smager faktisk ikke dårligt. Den smager faktisk godt, uden ellers at være fantastisk på nogen måde. 3 stjerner.

3-stjerner
Jacobsen Rose Wit:
Annemarie og Jacob vidste godt, at Linda og jeg laver vores egen tegneserie for tiden, men de var ikke up-to-date med den. Vi fik lidt kvalitetstid til at gå med at vise den frem, og så var det ellers tid til mere dessert, og den anden Jacobsen-øl, Rose Wit. Den havde i mellemtiden fået lidt temperatur, hvilket jo i udgangspunktet er godt. Imidlertid fremgik det af etiketten, at den skulle nydes isafkølet, så vi fik den ikke drukket efter bryggeriets anbefalinger.
Min erfaring er imidlertid, at man altid smager en øl bedre, når den har fået temperatur. Dette skal forstås således, at smagsnuancerne træder bedre frem, når øllet ikke er helt koldt. Det gør derfor potentielt større skade for mulighederne for at smage øl ordentligt, hvis det køles for meget ned, og undertiden kan dette få øl til at smage decideret grimt. Jeg har ofte drukket øl meget langsomt, og jeg mindes endnu ikke en øl, der kom til at smage meget grimmere af at få temperatur – tværtimod husker jeg bl.a. de tynde amerikanske øl som nogen, det blev mig anbefalet at drikke HELT koldt, og hvor det viste sig, at det ikke skæmmede dem at få noget temperatur.
Kort fortalt tror jeg ikke, at øl kommer til at smage værre, hvis de får temperatur. Hvis de ikke smager godt ved 8-9 grader skyldes det, at den dårlige smag skjules af den lave temperatur, så når det anbefales, at en øl skal drikkes kold, skyldes det oftest, at den i virkeligheden ikke smager godt. There I said it!
Og med disse ord videre til anmeldelsen af den – i bryggeriets øjne for varme Rose Wit, som vi til gengæld kunne smage ordentligt.
“Det ligner Rosé-vin. Rosé-vin med skum” bemærkede Jacob som det første.
“For mig er det svært at vænne mig til en ny farve. Det ligner jo slet ikke øl,” sagde Annemarie, “den er så’n underligt saftevandsrød, jeg tror iøvrigt det matcher flasken, det kunne være skægt at se, om alle Jacobsen-øl gør.”
“Det gælder næppe Extra Pilsner,” indvendte jeg “for den flaske er grøn”.
“Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se.”
“Det er ellers et meget flot og tæt, skum I har” sagde jeg, og kiggede på min egen, der, da jeg hældte den op, brusede kraftigt og hurtigt stigende, hvorefter brusen lige så hurtigt kollapsede og mest gav mig indtrykket af tynd, grumset hindbærsodavand. Men på Jacob og Annemaries blev det stående længe – tæt fyldigt og med en snert af bryggets lyserøde farve.
Jeg stak nu næsen ned i mit glas og trak vejret dybt ind. Og så trak jeg det ind igen, og igen – og der meldte sig intet. Her måtte jeg komme med en indrømmelse; “Jeg har jo faktisk snydt lidt,” sagde jeg “og duftet til den, lige da jeg hældte den op, og den stadig bruste, og da syntes jeg, den bare lugtede surt.”
De andre snuste til deres endnu skumfyldte glas.
“Igen skal jeg have skum i næsten, for at kunne dufte den, og alligevel mærker jeg intet. Måske lige noget svagt surt, ellers ingenting,” sagde Jacob.
“Jeg er enig – jeg mærker ingenting, eller noget svagt surt” sagde Annemarie.
“Men den smager af resten af æblekagen,” udbrød Jacob efter at have sat glasset for munden.
“Jeg synes mest den smager af sure bær,” sagde jeg uforstående overfor, at noget kunne smage os så forskelligt. Men Jacob var ikke sen til at forklare sig.
“Jo jo, den smager af resten af æblekagen. Hvis du prøver at spise noget æblekage, og så smager på øllet, så kan du smage æblekagen bagefter.”
Som sagt så gjort, og jeg måtte give ham ret. Havde man smagen af min vivs uovertrufne æblekage i munden, når øllet blev hældt i gabet, så smagte man faktisk æblekagen. For øllet var simpelt hen for svagt i smagen til at overdøve den. Nu er det selvfølgelig også min vivs æblekage, men det er alligevel usædvanligt for en øl, at efterlade sig et vagt indtryk.
“Men hvis man ikke spiser æblekage først,” indvendte jeg, “så smager den af saftevand lavet på sure bær,” (rønnebær tænker jeg i skrivende stund, hvor det selvfølgelig er alt for sent at foreslå det under selve smagningen) “hvor man fuldstændig har undladt sukker. Sådan smager den: Af tyndt, surt saftevand uden sukker – og så gær, og det hjælper ikke.”
“Den er i hvert fald hurtigt drukket og glemt. Lige til at hælde i halsen,” sagde Annemarie
Annemarie: Jeg vil give den to stjerner. Den er virkelig ikke særlig god.
2-stjerner
Jacob: Jeg vil give den … 1 papnæse! (Heller ikke en sådan besidder redaktionen en ikonografisk gengivelse af. Vi må atter nøjes med stjerner.)
1-stjerne
Kaj: Jeg vakler lidt mellem en og en halv stjerne. Jeg synes den vitterlig smager grimt, virkelig surt, og i betragtning af, at den er en del af Carlsbergs eksklusive kvalitetsspecialølsserie og jeg skal komme efter dig … Nej, en halv stjerne!
1-halv-stjerne
Mildt sagt var vi ikke imponeret af Carlsbergs nye såkaldte kvinde-øl. De rangerer i kvalitet fra middelmådig til decideret uacceptabel – i mine øjne i hvert fald. Desuden havde vi også lidt svært ved at gennemskue hvilken målgruppe Carlsberg egentlig forsøger at ramme.
“Som jeg ser det,” sagde jeg “så prøver Carlsberg at fange nogle af dem, der drikker Somersby – men det producerer de jo også selv, så de bruger enorme ressourcer på at flytte folk, der er gået fra gyngerne til karussellen tilbage på gyngerne, og jeg forstår det simpelt hen ikke.”
“Måske er det Champagne- og Asti-segmentet, som de prøver at få fat på” sagde Annemarie, “det er dem, der hverken drikker øl eller Somersby, og det er nok også mest kvinder, hvis man endelig skal lægge den vinkel på det.”
“Ja, men det kan jo ikke være mange,” indvendte jeg.
“Men der er jo de helt unge,” sagde Jacob, “de 15 til 20-årige, de er mange af dem, der slet ikke drikker. Der er faktisk et marked der, der kunne være noget potentiale i.”
“Jeg tror, at en stor organisation som Carlsberg har rimeligt tjek på, og har lavet masser af undersøgelser af, hvad folk vil have,” supplerede Annemarie.
“Efter at have smagt de her øl, der tvivler jeg mere på netop det end nogensinde før,” sagde jeg, “og de der undersøgelser de viser jo ikke en skid – andet end hvad virksomheden vil have dem til at vise.”
Således sluttede ølsmagningen – skuffet over øllets kvalitet, men glade for hinandens selskab. Carlsbergs såkaldte kvindeøl slog os med langt mere undren end begejstring, og hvor man måske godt kunne forestille sig, at en Velvet Ale kunne nydes under de rette omstændigheder, så var dette ingenlunde tilfældet med Rose Wit.
Jeg vil gerne sige tak til Annemarie, Jacob og deres lille datter Frida, for at lægge vejen forbi, og heldigvis havde jeg da også nogle gode øl til dem, selvom de også måtte trækkes med Carlsbergs sære konceptsprøjt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme