En pause …
Engang syntes jeg, at pilsnerøl var det kedeligste og mest intetsigende i hele verden, i hvert fald når det gjaldt øl. Nu føles de som kærkomne pauser i den alt for lange og træge række af grumsetgærede Hefeweizen, og jeg forstår mindre og mindre, hvorfor jeg engang fandt tyske hvedeøl så umådeligt interessant og fornyende. Der er løbet meget øl ud af hanerne i alle de år.
Så jeg glædede mig mest af alt til noget, der ikke smagte for meget af gær. Brandet lod til gengæld noget tilbage at forvente. Det er bogstaveligt talt år og dag siden, at jeg sidst prøvede noget fra den kant, og ironisk nok, har de faktisk brygget en habil Weißbier. En anden pilsner, de har på programmet (jeg tror da det er en anden, men jeg må indrømme, at det trods alt er for længe siden jeg har prøvet hin ‘Privat‘ til at kunne vurdere det på smag alene) formåede til gengæld ikke at imponere. Men det tror da pokker, når bryggeriets navn antyder, at kornsorten spelt er indblandet, uden at det er tilfældet.
Hvorom alting er, føles det alligevel befriende, at brygget i det mindste dufter mindre af gær. At det så til gengæld dufter mere af postevand, er ikke noget større problem. Der er ikke meget at sige om det visuelle – det er korngult, og med flot, kridhvidt skum … hvor kedelige tyske pilsnere end er, så kan de altså et eller andet med det skum.
Smagen er præcis lige så uinteressant, som vi efterhånden er så anstrengende vant til. Humlen er der, og prikker alt for mildt og fjernt i forhold til et alt for dominerende indslag af vand. (Jeg gentager mig selv, jeg ved det godt. Den samme beskyldning kan man rette mod de øl, jeg drikker).
Eftersmagen formår imidlertid at krybe frem med en lige akkurat aggressiv nok bitterhed til, at det ikke bare er endnu en øl, der skylles ned i halsen, men faktisk også en lille bitte oplevelse.
Og for det skal den trods alt belønnes.
