De hedengangne …
Det ser ud til, at det efterhånden årgamle tema, Deuteronomium, får kunstigt åndedræt hver gang jeg når til et markant rundt antal anmeldelser her på bloggen. Men – i mangel på bedre ideer til, hvordan jeg kunne markere det dobbeltrunde antal anmeldelser på bloggen – 1200 – samt et ønske om rent faktisk at gøre temaet færdigt, here we go.
Nye læsere kan begynde her, men meget kort resumeret betyder ‘Deuteronomium’ tilbageblik – og det er hvad temaet her er. I bagklogskabens uendeligt klare lys kigger jeg tilbage på min bloggervirksomhed, år for år, og samler op på punkter og tendenser, der først bliver ordentligt klare, når der er gået noget tid.
Vi er nået til 2014. Det var ikke et år, jeg huskede for noget grænseoverskridende markant i mit liv, og erindringerne krystalliserede sig først, da jeg skimmede årets mange indlæg igennem. Der skete alligevel nogle vigtige ting det år – både på bloggen, for mig personligt og ude i ølverdenen. I flæng kan jeg indledningsvis nævne, at bloggen flyttede domæne d. 13 juli, jeg sprang officielt ud som ateist over for læserne, og Carlsberg lancerede de år et par nye serier, der i modsætning til lignende forsøg de foregående år, viste sig langtidsholdbare.
Det kommer vi alt sammen nærmere ind på i løbet af de følgende linjer. Lige her vil jeg blot byde velkommen til året 2014.
Flyvende start …
Året startede med et brag. Om aftenen nytårsdag åbnede jeg køleskabet, og ud væltede Ørbæks Organic Ginger Brew, vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2013. Den ramte gulvet så uheldigt at kapslen gik løs og efter at have sat flueben ud for optørring og et særligt eksklusivt udvalg af udsøgt beskidte bandeord åbnede jeg flasken helt og skænkede op – også selvom jeg egentlig ikke havde tænkt mig at drikke øl den aften.
Og sådan var årets anmeldelser i gang med en øl, jeg længe skulle tro ville være årets værste (men slået blev den – se nedenfor). Ellers var jeg næsten tørlagt – mit økonomiske råderum i de år var praktisk talt ikke-eksisterende, med et lavtlønnet job, og en lejlighed på Amager, der allerede dengang var alt for dyr.
Portugisisk øl …
Hjælpen kom i form af min hjerteven og hyppige medsmager Gedved. Han troppede op en aften i januar medbringende et mindre arsenal af humlebryg, som han havde taget med hjem fra ferie i Portugal. Således buldrede det sydvesteuropæiske land ind på bloggen med fem øl på én gang – desværre er det ikke blevet til flere siden.
Jo mere jeg ellers lærer om Portugal, jo mere får jeg det med det land som jeg i forvejen har det med Finland. Jeg bliver fordomsfuld. Jeg går på forhånd ud fra, at hvis noget kommer fra Portugal, må det være godt. Ja, fordomme kan også være positive, men de er ikke desto mindre stadig fordomme, og dermed også uoplyste. Men se hvordan Portugal har klaret sig igennem sidste finanskrise uden at indføre austeritypolitik til underklassens forkrøbling og overklassens forplatinering (… ja, for at beskrive i hvilken grad den ene procent allerrigeste i verden er blevet endnu rigere af austeritypolitikken slår ‘forgyldning’ slet ikke til), se hvordan portugisernes progressive narkopolitik reducerer narkodødsfald effektivt og se hvordan deres håndtering af Coronavirussen har givet dem et af de laveste antal registrerede smittede i Europa (i skrivende stund, 13/03 kl. 15:41: 41 smittede (kilde)).
Bryggene mindede til gengæld en del om Corona – ikke virussen, men øllen, selvfølgelig. Det var omtrent hvad man kunne forvente, når nu Carlsberg viste sig at have opkøbt de fleste af bryggerierne, der stod bag bryggene. Helt portugisiske var øllene altså ikke. Det var den ‘Sol‘ heller ikke, som jeg lidt senere på året anmeldte i embeds medfør. Til gengæld mindede den en hel del om Coronabrygget, der imidlertid var anmeldt flere år forinden, endnu før jeg var flyttet til Irland og Amager.
Hedengangne bryggerier
Som jeg ellers skimmer årets mange anmeldelser – jeg holdt både 400 og 500 anmeldelsesjubilæum det år – hæfter jeg mig ved, hvor mange af producenterne, der siden er gået heden. Bryggerisamarbejdet ‘De Jyske Bryghuse‘ var overordentligt produktive det år – endda med hæderlige bryg, men åbenbart ikke hæderlige nok til at være overlevelsesdygtige. Det samme kunne siges om Raasted, Stronzo og Rækker Mølle Bryghus. Jeg håber sådan, at sidstnævntes fald ikke skyldtes, at jeg i hver eneste anmeldelse kom til at nævne daværende Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen, der var fra samme egn. Jeg havde faktisk et rigtig godt samarbejde med bryggeriet. De sendte mig indtil flere anmeldereksemplarer af nye øl – og i øvrigt et par flotte ølglas, som jeg stadig bruger.
Brew Cat findes heller ikke længere. Det var et brandnavn, det østfynske bryggeri Ørbæk fandt på for en række af deres øl, der notorisk scorede elendige karakterer på bloggen. Jeg stod ikke alene med min mellemfornøjethed. Hjemmebryggeren Ole Wolf, der i øvrigt kan opleves i en videoserie på min kanal netop nu, erklærede, at Brew Cat var noget, som Brew Dog burde jage op i et træ.
Ørbæk lever i øvrigt videre i dag i bedste velgående, og de fortjener ikke bare tak for mange gode øl gennem årene, men også for at de lod mislykkede projekter som Brew Cat dø en stille død.
Debut’er og andre nyheder …
Ole Wolf indledte jeg i øvrigt et samarbejde med det år. Han valgte at gøre alvor af et hjemmebrygprojekt kaldet Gravøl, som han berettede vidt og bredt om på facebook. Jeg plagede som et uopdragent barn, og fik snart tilsendt de første smagsprøver. Et par år senere fik brygget ‘Solsiden’ topkarakteren på seks stjerner – en karakter jeg ikke er rundhåndet med. Ole brygger fortsat, men lagrer nu øllene på fad i stedet for flasker, da det både er mindre tids- og ressourcekrævende. Jeg glæder mig til, at jeg igen får lejlighed til at prøve hans bryg.
Meget kort var der også debut for indisk øl i form af den forfriskende (læs: tynde) Kingfisher. Hancock Bryggerierne havde ganske vist ikke deres debut, men et udvalg af dem stod fast i køleskabet hos min nye ølpusher på Islands Brygge – Toft Vin – sammen med et udvalg af Refsvindingebryg. Mit evigt nærige og psykisk nedslidende arbejde fra dengang havde valgt at anerkende mine evner for salg, og havde givet mig et gavekort i bonus. Indløsningen førte mig til den aldeles velassorterede butik, der også gav mig mange fine oplevelser – herunder Mort Subite Kriek, Gunners Ale (som min søn valgte til mig) samt nu hedengangne Stronzo og Djævlebrygs ‘Gudeløs‘.
I sidstnævnte anledning skrev jeg for første gang i detaljer om mit ikke-religiøse ståsted. Et eller andet skulle jeg jo skrive om, da jeg nåede halvvejs til de tusind anmeldelser. Min ikke-religiøse observans har ikke ændret sig nævneværdigt siden. Hvis overhovedet er den blevet styrket. Men jeg prøver fortsat ikke at være aggressiv, formynderisk, nedladende eller forkyndende, når jeg bliver udfordret på synspunktet. Ud over at ingen skal kunne skyde mig i skoene, at jeg er lige så missionerende som dem jeg kritiserer, så mener jeg heller ikke, at noget der ligner mission er befordrende for udbredelse af mit synspunkt.
Nyt domæne
Året 2014’s største nyhed på bloggen er og bliver imidlertid, at jeg fik bloggen flyttet fra en gratis blogspot-adresse til en rigtig hjemmeside med eget domæne – oelblog.dk, som du nok sidder og læser på lige nu. Der blev sagt behørigt farvel til det gamle blogspot-site med slutteksterne fra Muppet Show, og goddag til den nye blog med Aaron Coplands ‘Fanfare for the common man’.
Giganternes triumf
2014 blev året, hvor Carlsberg lancerede to brands, der skulle gå deres sejrsgang i årene derefter. Grimbergen-brandet blev vistnok oprindeligt lanceret som del af den franske Kronenbourg-afdeling, men forhandles den dag i dag fast både på udskænkningssteder og i supermarkeder med i hvert fald 4 forskellige produkter i porteføljen. Personligt er jeg ikke videre begejstret eller imponeret – og var det heller ikke dengang. Men så længe øllene holder den industrielle Carlsberg-kvalitet udgør de ikke den store fare for de reelle producenter af kvalitetsbryg herhjemme, og så er alt jo langt fra så slemt som det kunne være.
Nordic-brandet, derimod … To alkoholfri metallisk-syntetiske afskyeligheder, der blev turbomarkedsført ad alle tænkelige kanaler, så produktet bedst kunne leve op til tommelfingerreglen om at jo mere knald der er på reklamerne, desto mindre substans er der i brygget. Jeg gav brandet en levetid på ét år, da Carlsberg i desperation langede smagsprøver ud i Sundby Idrætspark til en Fremad Amager-hjemmekamp. Ja, du læste rigtigt. Alkoholfri øl til en Fremad Amager-hjemmekamp! Så må man være desperat … og i øvrigt elendig til sit markedsføringshåndværk.
Den forudsigelse må jeg her, knap seks år senere æde i mig igen. Jeg havde ikke forventet at danskernes smag var så elendig, at Nordic-produkterne fik lov at blive. Især når der findes langt bedre alternativer fra samme år. Mine profetiske evner lader til at være blevet bedre med alderen. Hvor vredt skrev jeg ikke “det skal blive løgn” da Donald Trump annoncerede sit besøg i Danmark sidste sommer? Og se hvordan det gik.
Det er ikke nyskabelserne, jeg husker Royal Unibrew bedst for det år. Bedst husker jeg dem for deres ‘Bering Bryg Havskum‘, der jo ligegodt blev lanceret for vel over 30 år siden. Ikke nogen nyhed altså, men stadig til den dag i dag det fæleste bryg, jeg nogensinde har anmeldt – og formentlig nogensinde prøvet. Bvadr!
Sodavand og øl
Noget jeg bemærkede med en sådan alvor, at jeg skrev et separat indlæg om det, var en stigende efterspørgsel på (eller i hvert markedsføring af) øl iblandet sodavand. Radler, shandy og andre sodavandsblandinger vandt frem, mens lidt for smarte og ungdommelige ølprodukter, der havde det til fælles, at de ikke smagte af noget, forsvandt med forøget hast. Tuborg Lime Cut, Cults ultra-flop Kay-Sar og Tuborg Grøn Ultra var for længst taget af markedet, mens Royal Unibrews Grapefrugt-shandy fx stadig er at finde på hylderne. Brygget trækker desuden fortsat mange hits på min blog den dag i dag.
Giganten Guinness gjorde sig desuden positivt bemærket ved årets St. Patricks Day, da de trak støtten til paraden i New York. Paraden havde valgt at udelukke LGBT-blokken, der ellers havde været en fast del af eventet årene forinden, med en latterlige undskyldning, at der ikke var noget specielt irsk over dem. Heineken sluttede desuden trop – og selvom man med rette kan betvivle de egentlige motiver for brandsenes wokeness (jeg hader det ord), så mener jeg at effekten overordnet er positiv.
Jul med jul på
Åbenbart havde jeg lidt luft i budgettet, så til min fødselsdag gav jeg mig selv samtlige juleøl, som Irma havde stående på specialvarehylderne. De blev anmeldt i løbet af november måned, med finale i starten af december. På det tidspunkt kunne en fødseldagsgave fra min søster overtage – en øljulekalender fra Aldi. Den gav mig rigeligt at se til resten af året – samt et godt stykke ind i januar, så jeg på trods af fortsat svigtende indtægter heller ikke kom til at mangle noget at anmelde i januar 2015. Men det kommer vi til.
Et personligt og trist minde om Irma-temaet angår Stjernebryg fra Herslev Bryghus. Den blev nydt i godt selskab med nogle gode venner, vi havde mødt i Irland to år tidligere. I foråret 2019 – for et år siden – gik den ene af dem, Jon Hanna, pludseligt og uventet bort. Indlægget her er tilegnet ham og hans minde. Ud over at han var en stor aktivist for et LGBT-miljø i Irland, der er under konstant beskydning fra den alt for magtfulde katolske kirke der, var han et af de rareste og venligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hans dybe stemme og hans markante nordirske accent, gjorde hvert et fornuftigt ord, der kom ud af ham, til en nydelse. Æret være hans minde fortsat.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at indlægget her sådan skal afsluttes i en alvorlig tone. Men tiderne kalder på alvor og klarsyn. Selv slås jeg fortsat med eftervirkningerne fra et kraftigt angreb af depression i sidste uge. Til gengæld starter jeg i nyt arbejde i morgen tidlig – så der er også noget at glæde sig over, heroppe i det nordvestjyske.
