Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Deuteronomium I – 2010

Les Miserables – og alt det andet …

Hermed fortsætter mit tilbageblik, som jeg i anledning a 1000-anmeldelsesjubilæet lovede læserne. Dette indlæg handler om de første 7 måneder jeg bloggede – fra juni måned og året ud, 2010.

Jeg har ved gennembladring … eller gennemkigning – hvad end man nu gør, når man skimmer sig igennem en masse blogindlæg – hæftet mig ved, at jeg allerede fra et tidligt tidspunkt fokuserede på øl, der var tilgængelige i almindelig handel. Lige fra begyndelsen kiggede jeg altid supermarkedernes hylder igennem for bryg, jeg ikke havde prøvet endnu. Men dem jeg – især i starten – fik med hjem, var sjældent specielt … vel, specielle, men derimod gerne gammelkendte, generiske klassiskere. Jeg ville anmelde det hele, så jeg kunne lige så godt tage det kedelige til at begynde med. Jeg vidste udmærket, at det ikke ville være kedeligere at skrive – eller læse – om.

Desuden havde jeg dengang som nu ikke særlig mange penge. Det har faktisk alle dage været en væsentlig faktor i afgørelsen om, hvad der kom hjem til anmeldelse, og hvad der ikke gjorde.

Af nævneværdige standardøl var der Øko-thy, som en af de allerførste, jeg overhovedet anmmeldte. Desuden kom Grøn Tuborg og den lokale Ceres Top hurtigt under kærlig behandling. A-Z Ale nr. 16, som jeg nogle år forinden var faldet pladask for til sækkepibesommerskolen Scandinavian School of Piping and Drumming, hvor den blev skænket på fad, konstaterede jeg til gengæld til min store skuffelse, var faldet overordentlig meget i kvalitet. Det skyldtes nok at Vestfyen havde overtaget produktionen, efter at efterspørgslen var blevet så stor, at Refsvindinge ikke længere kunne følge med.

Det bedste Bryggeriet Vestfyen nogensinde har skabt – og dette siger jeg i egenskab af ølblogger – er Jolly Time og Jolly Cola, mens deres licensproduktion af A-Z Ale nr. 16 ikke tjener dem til ære. Ikke mindst i betragtning af, at A-Z Ale nr. 16 er den eneste øl fra Refsvindinge, jeg nogensinde har været imponeret over – men det var altså før jeg begyndte at blogge.

Tuborg Rød røg gennem vridemaskinen, og så startede jeg mit første tema i august måned det år – spritterølÅret efter udløste temaet en mindre shitstorm, men det når vi til i næste indlæg i serien af tilbageblik. Tre kriterier fastlagde jeg for, hvad jeg indtil den dag i dag betegner som spritterøl: Det er billigt, det har alkoholprocent over 6, og det er brygget af et industribryggeri.

Værst af dem var Brutalis – sjældent har jeg været så beskidt i kæften, som da anmeldelsen af den faldt:

“Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.”

Jeg tror, jeg vil gøre det til en vane i disse indlæg, at smide mindst ét citat fra mine anmeldelser ind af denne kaliber.

Thisted Bryghus fyldte en del på bloggen dengang. I starten var jeg biased positivt for dem, idet de stod bag nogle af de første økologiske øl herhjemme. Også dengang gik jeg meget op i den slags, omend jeg med årene er gået tilbage til at være mere en gnaven punker end en glad hippie. Stor var min skuffelse derfor over, at bryggeriet samme år under en ny brygmester, der skulle løfte arven efter den legendariske Peter Clemmensen, straks skulle begynde at tilsætte sulfit i øllene. En praksis, der skulle fortsætte fremover, og få min agtelse for bryggeriet til at falde. Et åbent brev, jeg sendte til dem, førte aldrig til noget.

Hvad er der ellers at sige? Fakta begyndte pludselig at vise gode takter med en samling udenlandske øl, de lettere misvisende kaldte specialøl – men det kan jeg den dag i dag godt tilgive dem. Det var vel første gang – eller i hvert fald første gang, jeg lagde mærke til, at Fakta tænkte lidt ud af boksen, og dermed langt fra sidste gang, at det supermarked havde gode øl på hylderne.

Bryggeri Skovlyst lærte jeg at kende – og at finde jævnt kedelig. Heller ikke det har ændret sig stort, men bryggeriet vil blive behørigt omtalt i et senere indlæg i tilbageblikket. Mikkeller scorede som første bryggeri topkarakter på bloggen, men det var Bryghuset Braunsteins Næsgaarden Brown Ale, der løb med prisen som den største øloplevelse. Også den havde jeg prøvet før jeg begyndte at blogge – kort før til samme års danske mesterskaber i Sækkepibe, som jeg jo stadig spillede dengang. Den var en af de øl, der endelig fik mig til at tage mig sammen til at tage mig sammen til at blogge om øl.

Julen blev behørigt markeret med en masse juleøl. Det kom jeg til gengæld ikke til at holde fast i. Som tiden gik, konstaterede jeg, at juleøllene generelt ikke var værd at samle på, så jeg har siden valgt at koncentrere mig mere om, hvad der generelt bare er godt frem for hvad der måtte være tilknyttet en bestemt højtid på den ene eller den anden måde.

Det værste har jeg gemt til til sidst. Der er ikke noget som en gedigen sviner at afslutte et langt indlæg med, så her får I de tre mest rædselsvækkende øl, jeg prøvede det år. Når jeg kigger tilbage på dem, tænker jeg, om andre end jeg (og eventuelt folk, der kommer for skade at bladre tilbage til disse gamle indlæg) overhovedet kan huske rædslerne længere – for heldigvis er de fleste af dem da taget af programmet igen.

Det gælder for begge de to øl, jeg som de første uddelte min absolutte bundkarakter på nul stjerner til. Det startede med at gå galt med Tuborg Lime Cut – en komplet smagsløs og underligt syntetisk vanderstatning, der hverken smagte af Tuborg (- vi ved fra den evigt vise Onkel Reje, at det smager næsten som sæbevand) eller af Lime, eller af Cut – hvad end det så i øvrigt er. Hvor længe var det, det var på markedet? Et halvt år, tror jeg – og kun én gang husker jeg at have set en ung knøs stå med en Tuborg Lime Cut i hånden ved et busstoppested. Og lur mig om ikke også den snart blev mokket op, ramme oven på ramme oven på ramme til dumpingpriser – ligesom man i netop disse dage kan opleve med et andet Carlsberg-flop, 1883 – overalt i landets supermarkeder, da den viste sig usælgelig.

Der er trods alt grænser for, hvor meget selv den jævneste forbruger vil lade sig tage ved næsen af industrien.

Noget anderledes – med forbrugerne i.e. – var det med TV-serien Klovn. Dén åd folk råt, selvom den efter min ydmyge mening var omtrent lige så morsom som – nej ikke en klat maling i færd med at tørre, men derimod maling, der allerede var tør og forblev netop dette under hele udsendelsen. Hvor mange vidste egentlig, at Apollo-bryggeriet i samarbejde med det Harboe-ejede Ølfabrikken havde lavet en tema-øl over serien? To, faktisk?

Begge er i dag gået i glemmebogen – og godt det samme, for ingen af dem var det rum, de optog i universet værd. Ligesom serien Klovn, i øvrigt, der desværre stadig huskes i skumle mørke afkroge af endda til tider ganske dannede menneskers hukommelser.

Når jeg sådan læser anmeldelsen af den første Klovn-øl igen, synes jeg, hvis jeg skal sige det selv, at jeg dér ramte ambitionen om læseoplevelsen ret godt. Det er af en eller anden grund nemmere at finde ordene, når man skal levere en dårlig anmeldelse end en god:

“Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.”

En sidste dårlig anmeldelse, jeg ved gennemløb af anmeldelserne husker, er anmeldelsen af Tuborgs juleøl – den berømte og berygtede, for ikke at sige infame kiosk- og supermarkedsbasker, der fremturer hver eneste jul med sin enerverende allestedsnærværelse.

Det bedste – dengang som nu – der er at sige om den, er at man kan fyre et fikst palindrom af, hvis man er så masochistisk, at man skulle få lyst til én en dag man står i et værtshus, eller eventuelt en kiosk. “Slip en snepils” kan man udbryde, og glæde sig over, at den bøn staves ens forfra og bagfra.

Øllet er rent ud sagt elendigt. Harskt og ude af balance, og knap nok værd at drikke sig julefrokostfuld i. Dertil ville stort set enhver anden guldøl være mere egnet, da kun meget få af disse smager lige så fælt. Den lumre og objektiverende markedsføring gør det ikke bedre. Tværtimod, men det understreger selvfølgelig den pointe, at Tuborg med snebajeren ville have et usælgeligt produkt, hvis ikke det var for alt det andet bling og flimmer (også kaldet markedsføring) der er blevet hældt ovenpå.

Det var så tilbageblikket på bloggens allerførste tid. Forbliv indstillet – stay tuned – skulle man ikke have luret, hvad jeg mener, når jeg skriver dette, er det blot en af mine mange platte ordspil, og undersættelser, som mine indlæg også dengang har været fuld af.

Vi ses snart til flere anmeldelser og andre indlæg.

Updated: 27. marts 2018 — 11:28

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme