Det kan man vel godt kalde den …
“Deugniet” oversættes på etiketten af denne belgiske blond til det engelske “little rascal”, hvorefter jeg måske lidt frit oversætter det til “lille lømmel”. Det er jo på sin vis forjættende. Jeg har altid selv prøvet at være lidt en lømmel – ikke mindst som ølblogger, så denne øl, må jo være lige noget for mig, at dømme ud fra navnet.
Ud fra etiketudsmykningen bliver det endda bedre. Der finder man en mandsperson afbilledet med benklæderne nede om lårene, og bagdelen struttende skælmsk i retning af beskueren, mens hovedpersonen i drillerierne griner smørret. Brygget gør dermed lidt for at nivellere det åbenlyst skæve forhold i hyppigheden af mænd, der fremstilles delvist afklædte som led i markedsføring – og det er jo trods alt en begyndelse, omend det da stadig mangler, at manden smyger sig i erotiske og sensuelle positurer frem for at grine flabet.
Den visuelle prolog kan der altså siges meget godt om – men nu til flaskens indhold.
Brygget er meget lyst; gulorange med kridhvidt skum, der vel nærmest ikke falder, så meget som det langsom tynder ud – boblerne bliver større og større, og når først de store bobler sprænges, bliver skumniveauet lavere. Det er spændende og smukt at beskue, og så kan man også blive distraheret lidt fra den grundlæggende ildevarslende dunst af overmoden banan, gæret franskbrødsdej og husholdningssprit, der karakteriserer det olfaktoriske udtryk.
Den første mundfulds friske bitterhed varsler den noget tvivlsomme odeur imidlertid ikke om. Så man indgydes et skrøbeligt håb om en god oplevelse på trods. Men skrøbeligt er det, og det splintres i øjeblikket efter, hvor en småfæl kombination af grannåle og sprit sætter ind.
Brygget lægger sig i aroma et sted mellem billig gin og Rød Aalborg, men med en mere ufuldstændig alkoholprofil, som om man helt bevidst har valgt, at gæren skal producere fusel i stedet for ren alkohol. Et malplaceret sødt indslag i en i forvejen vind og skæv smagssammensætning minder denne blogger om de kirsebærfyldte ‘mon cheri’-chokolader, som jeg alle dage ikke har kunnet fordrage.
Når alt dette grimme og afskrækkende er sagt, skal brygget dog stadig indrømmes en vis karakter. Vist smager det grimt, men det smager trods alt grimt på en ikke uinteressant måde. Men noget for mig bliver den aldrig.
En lømmel? Jo, det kunne man godt kalde den med den grimme fuselaroma in mente – en lømmel mod den gode smag. Og at den samtidig slår et feministisk slag for nivellering af overvægten af nøgne bagdele fra kun det ene af kønnene i det offentlige rum, er vel også lidt lømmelagtigt – på den fede måde.
