“Øllene fejler jo ikke noget!
… eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem.”
Med de ord indledte jeg tilbage i starten af November måned temaet ‘Det’ bare Løkken’, der altså nu har strukket sig vel over tre måneder. Men som jeg godt nok meddelte (læs: advarede) bryggeriet om, før de sendte pakken, ville jeg anmelde øllene i mit eget tempo, og i øvrigt lige så hudløst ærligt som jeg altid gør. Det er vældig rart, at bryggerierne sender mig smagsprøver af deres bryg – men som blogger, anmelder og [ydrk!] influencer er det mit lod uanset hvor søde producenterne er at anmelde hudløst ærligt. Jeg er forbrugernes blogger og ikke reklamesøjle for producenterne.
Off to a good start …
Ét vil jeg unde Løkken Bryghus fra starten af: Deres markedsføring er dybt sympatisk og noget, jeg kan stå helt inde for. Både bryggene under eget navn og under det alternative brand Bryggeriet Vestkysten har fundet inspiration i Vendsyssels kultur, historie, geografi og sprog. Forankringen i det nordjyske, er tydeligt noget, bryggerne i badebyen er stolte af, og at ville dele lyksalighederne ved Udkantsdanmark er noget, man som indbygger i Thy meget nemt kan påskønne.
Det startede i øvrigt også rigtig godt med pilsneren Jøwt. Den lovede ikke for meget med sit navn, og bryggeriet fortjener al hæder og ære for at have skabt en pilsner, der netop er mere end bare en pilsner, man kan hælde i sig på en varm sommerdag. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og skiller sig afgørende ud fra det brede, tyndtflydende udvalg af industriprodukter.
Trend …
Drageglasset kom da også frem til den næste øl, Rajfog, hvis navn varslede storm og uvejr. Det blev desværre kun til lidt støvregn og i bedste fald en jævn vind fra vest. Det skulle heller ikke være sidste gang, Løkken Bryghus’ bryg lovede mere end de kunne holde, og viste sig små- til jævnt kedelige – faktisk var det starten på en trend.
Med andre småkedelige indslag som Elsebeth Gyldenstjerne og Løkkendarisk, skrev Løkken Bryghus sig grundigt ind i en tendens, som jeg noterede greb om sig sidste år: mikrobryggerierne brygger i stigende grad ikke længere til et kvalitetsbevidst forbrugersegment, men forsøger at ramme bredt ved at lave nogle produkter, der ikke skræmmer smagsløg, der kun er det letgenkendelige og -tilgængelige bevendt væk. Højdepunkterne – såsom Kavt og Løkken Badehus formåede næppe at skille sig markant ud, men var kun små, bløde bakker på en mestendels flad strækning, med roemarker så langt øjet rakte til alle sider.
Hvorfor …?
Og så alligevel ikke helt. For der var selvfølgelig dalene. Og de var temmelig dybe.
Nedturene startede med Julefryd. År 2020’s første juleøl på bloggen var en gedigen skuffelse, der næppe var julet i sit udtryk. Rubjerg Fyr smagte mest af vand – et imponerende tæt mørke til trods – men mest af alt måtte jeg undre mig over de tre øl, Løkken Bryghus lancerede under det separate brand Bryggeriet Vestkysten.
Brilleabe, Bandit og Skagen Bunker scorede henholdsvis to, én og halvanden stjerne ud af de seks, der er bloggens topkarakter. Ideen med at lancere bestemte – typisk kvalitetsbevidste – bryg på et separat mærke er velkendt. Indslev har fx Ugly Duck Brewing, der er bryggeriets eksperimentelle gren. Løkken Bryghus lader imidlertid til at have vendt konceptet på hovedet; deres separate brand har de åbenbart reserveret til de bryg, de har gjort særligt umage med ikke at få til at smage af noget. Forstå det hvem som kan – jeg kan i hvert fald ikke, og hvor jeg langt fra er afvisende over for at prøve Løkken Bryghus’ øl i fremtiden, vil jeg nok lade Bryggeriet Vestkystens øl stå – de er ikke anstrengelsen, det er at skænke og løfte glasset, værd.
Saving grace …
Det er måske hårde ord, men hey … det er mig. Og noget godt er der da også at sige. Nok var jeg uklog nok til at afslutte temaet med Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten og derved runde temaet af med et antiklimaks. Men den næstsidste øl, Narrevorn viste sig jo at være en mere end hæderlig stout, som Løkken Bryghus fortjener al hæder og ære for.
Noget godt kom der også ud af Bryggeriet Vestkysten. Kort efter at have taget fat på temaet, røg mig favoritdrikkeglas på gulvet. Men med i pakken med øl fra Løkken Bryghus fulgte også to glas; et for hvert brand, og glasset fra Bryggeriet Vestkysten blev straks adopteret som mit nye yndlingsglas.
In conclusion …
Fejlede øllene så noget eller ej? Teknisk set ikke – der var ikke gået infektion i nogen af dem, eller andre slige grimme ting. Til gengæld fejlede indtil flere af dem altså, når det gjaldt underholdningsværdien. En jævn søndagstur med bløde bump, dybe, mørke dale og et par substantielle bakketoppe med en udsigt, der vitterlig var værd at tage med – det er det ultrakorte resumé af et tema, der under alle omstændigheder blev for langt til at kvaliteten kunne bære.
Løkken Bryghus skal nu have tak alligevel. Jeg tager gerne imod deres brygeksperimenter igen, hvis de skulle have lyst til at sende mig mere – og læserne skal endnu engang have anbefalingen af bryggeriets pilsner og stout med.
Og resten … ja – man går altså ikke glip af det store, hvis man ikke lige kommer forbi.
