En venlig korsedderkop …
Bryggeriet Refsvindinge har mange specialøl på programmet. Faktisk er jeg ikke sikker på, at de overhovedet har en regulær pilsner eller en classic. Til gengæld kan jeg ved granskning af de øl, jeg indtil videre har prøvet fra dem konstatere, at specialøl til trods, har de endnu til gode at score en karakter over middel.
Og en øl opkaldt efter en af verdens giftigste edderkopper kan da også fange en gammel entomofils interesse. Jeg har selv engang haft en fugleedderkop som hobbydyr, og generelt finder jeg alle kryb overordentlig interessante (med undtagelse af hvepse og myg som jeg slår ihjel med en blodtemperatur på ikke over 100 Kelvin). Vi har ganske vist at gøre med en arachnid, der er lige så fjernt fra fugleedderkopper, som træspidsmus er fra bjerggorillaer, men det er jo kryb altsammen – so more the fun!
Brygget er iblandet antioxidant og stjerneanis, og så er det sædvanlige spørgsmål, om øllets præg domineres af de tilsatte fremmedelementer, eller om det på forunderligvis integreres i brygget, og tildeler det en ekstra dimension. Oftest ser man desværre, at det blot kommer til at smage af tilsætningen, og alt for lidt af øl.
Det er da også især det tilsatte krydderi, man mærker i duften. Det dufter af sød lakrids, jeg tænker især Blue Jeans-pastiller og fennikelfrø med sukkerovertræk. Visuelt kunne brygget også minde lidt om lakrids. Det er ganske mørkt (omend filtreret) og med højt boblende lystbrunt skum, der dog ikke efterlader sig nogen spor på glassets sider under konsumption.
Man skuffes omgående af bryggets manglende fylde, samtidig med at nærværende blogger da også kan mønstre lidt glæde ved smagen af … … … Anis! Sørme! Der er faktisk lidt Kongen af Danmark over det – lidt, altså. For selv smagen af anis er vigende i forhold til et dominerende element af danskvand. En bund, der mærkes nogenlunde bagest ved gummerne og mandlerne afslører, at der trods alt er brugt lidt humle i blandingsprocessen. Humlen hjælpes på vej af anisen, og her mærker man måske det eneste punkt, hvor bryg og tilsætning arbejder ordentligt sammen.
Heldigvis kan jeg godt lide anis, og brygget slaphed til trods, varmer krydderiet faktisk lidt i bryst og gane, så hele oplevelsen ikke bliver slap og ligegyldig. Til gengæld er jeg med tiden blevet mere og mere skeptisk over for hvedeøl, der i det hele taget har svært ved at komme ordentlig op i vurderingerne. Det er, øltypen taget i betragtning, ikke så mærkeligt, at det hele er lidt tyndbenet, og anisstjernen ville have pyntet langt mere i en stout eller måske endda en IPA.
Den farlige og giftige sorte enke viser sig blot at være en venlig og uskadelig korsedderkop.
