Bagjule-tam-tam I …I går var jeg og hele den lille familie (minus papsøn) på besøg hos min fader i Hvalsø. Begge mine søskende og deres familier var der også til den årlige jule-tam-tam. Der blev udvekslet gaver, leget i min fars store have, og så var der selvfølgelig også frokost – og til frokosten havde min kære fader stillet et spændende udvalg af specialjuleøl frem.
Blandt andet var der denne sag i en særlig flaske. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan flasken er kommet til at se sådan ud, men det er godt nok glas, og ikke sten, som bryggeriet ellers prøver at give illusionen af. Præcis hvorfor flasken skal tage sig sådan ud, kan man kun gisne om, men jeg vil ikke udelukke, at øllets visuelle karakter skal gemmes væk.
Måske for ikke at skræmme konsumenten, måske for at overraske – formentlig begge dele, for de brede masser vil blive det ene, og kenderne det andet. Som min svigerinde sagde “Se, hvor det bruser, nej! Det er grums!” Og det er vitterlig, hvad det er. Man tror først det er brus, men i virkeligheden er det i hundredevis af små gærflager, der tumler rundt mellem hinanden inde bag glasset – som fiskefoder i et akvarium, hvor ejeren har besluttet sig for at begå massemord på sine guppyer. Baggrundsfarven er ganske vist ikke havblå, men rødbrun, men ellers klart som en fiskebowle uden vandpest. Skummet er hidsigt og kraftigt, men falder relativt hurtigt, som havet i en efterårsstorm, og man glemmer næsten at bemærke det, fordi man ikke kan få øjnene væk fra det forbløffende restgærsudtryk i brygget. Visuelt er brygget lige til seks stjerner.
Duften er ret speciel. Der er et kraftigt indslag af frisk mælk, kombineret med en sødme af råsukker. Dertil kommer en god mængde sprit fra bryggets 10%. Det blander sig overraskende elegant, og bereder munden på en interessant og anderledes øloplevelse.
Og interessant og anderledes er den i hvert fald. En næve af sprit rammer én lige i sylten, og sender hovedet på en rystetur, der får risengrøden på indersiden af hjernekassen til at skvulpe rundt som fløde i ris a la mande juleaftensdag. Det er dog ikke søde indslag af mælk eller fløde, som duften ellers varslede, der møder smagsløgene. Sødligt måske – men det er sødlighed af halvgamle, halvgærede svedsker, garneret med umodne æbler, og lidt for billig flødelikør, der i øvrigt har stået for varmt og for længe.
Der er dog som antydet kraft i brygget, så man ikke keder sig, mens man drikker det. Man får også varmen på en måde, der minder én om en rask joggingtur i starten af januar måned. En af de få man når før nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt. Personligt kan jeg ikke fordrage at løbe, så det hjælper ikke. Spøjst nok er fylden i brygget heller ikke helt på plads, man mærker også fysisk restgæren som små klumper – og det bidrager heller ikke til nydelsen.
Sidst men ikke mindst præges brygget af den sære blanding af marcipan og sprit, som jeg et par gange før har dumpet øl på. Denne gang er det dog ikke helt så markant, og på en underlig måde, er de lidet behagelige smagsudtryk egentlig fint afstemt hinanden. Intet af det grimme træder så meget frem, at det alene ødelægger øloplevelsen. Svedskerne, den sprittede marcipan, den sure fløde … alt sammen arbejder det sammen om at ska… øh ødelægge oplevelsen. Og samspillet mellem de småmodbydelige indtryk er i sig selv oplevelsen værd.
Og så skal det også lige siges, at hvis brygget for lov at stå lidt, så bliver det faktisk lidt sødere, i retning af det maltet-sukrede, og det redder det faktisk fra at være decideret ubehageligt. Tilbage er kun skal/skal-ikke-beslutningen om, hvorvidt man skal lade restgær være restgær, eller nedsvælge den i det sidste drag. Jeg valgte som altid at nedsvælge, da glæden ved de sjælde gange, det viser sig at være en god oplevelse, klart opvejer de mange gange oplevelsen viser sig at være modbydelig. Ikke desto mindre var oplevelsen denne gang modbydelig.
Min vurdering skal denne gang mest læses som en evaluering af oplevelsen af øllet, og ikke særskilt af øllets smag. Det skal bryggeriet være glad for.
