… ikke desto mindre …
Jeg har jo stadig et betragteligt lager af Kongebryg stående fra da jeg var på besøg på den nu nedlagte Næstved Kaserne. I mellemtiden er der også kommet en levering fra Martin Guldhammer, der fortrinsvis er amerikanske bryg fra Vermont, men med en lille overraskelse også. En gammel studiekammerat har sendt mig 6 nydelige øl fra Minnesota, og nu har jeg netop modtaget endnu et parti hjemmebryg fra den aalborgensiske hjemmebrygger Ole Wolf, der brygger under navnet Gravøl.
Så der er lidt at vælge imellem – men der er fortsat flest Kongebryg, og mon ikke de glæder sig over den megen omtale, dernede i det Sydsjællandske? Men det er faktisk ikke så svært at få omtale på min blog – send mig nogle øl, og omtalen er så godt som garanteret.
Deer Hunter’s fulde deklaration
Deer Hunter er en Imperial IPA på 9,1%. Eventuelle referencer til den kendte krigsfilm af samme navn, er etiketten aldeles fri for, men med bryggeriets hyppigt brugte militærtema i hu, er det svært at forestille sig, at associationen ikke er intenderet. Bruddet på det tyske Reinheitsgebot ser ligeledes intenderet ud; brygget er foruden vand, gær, fire typer humle og ti(!) typer malt spicet op med roemelasse, rønnebær, slåen, gran, sukkerrørsmelasse, bynke og roesirup. Noget peger i retning af en hyldest til Storstrømsregionen, what with alle roerne, men heller ikke dette fremgår eksplicit.
Øllet har desuden en medbrygger ud over mesteren Niels Kiens – en herre ved navn Ole Pilemand. Ved googling er jeg desværre ikke blevet meget klogere. De fleste hits peger i retning af en ventilationsvirksomhed i Næstved, og altså ikke en roeavler i Nakskov eller noget i den retning.
Men bare fordi man gør det i ventilationsbranchen kan man vel godt have et varmt forhold til det Storstrømsområdet – og selvfølgelig til øl.
Deer Hunter må siges at være en mørk IPA. Brygget er kulsort, let brusende og med lystbrunt og ganske cremet og standhaftigt skum. Der er dog ikke tale om den slags fugemasse nogle ekstremt skummende bryg skaber, der gør det umuligt at skænke brygget, fordi den klare væske simpelt hen glider hen over det og ned ad glassets sider. Her er det letflydende bryg trods alt stærkt nok til at skære gennem skummet – i øvrigt uden overdreven ekstra skumdannelse til følge.
Aromaen er allerede udløst ved åbning. Frisk franskbrødsaroma breder sig, så snart kapslen er fjernet og afløses af dybere aromatiske noter af farinsukker, blandet med kaffe og garneret med forårets milde hyld.
Sikke en fylde! En fuldfed bitterølsoplevelse vel blandet op med rigeligt af søde noter, der på trods af bryggets alkohol- og malttyngde formår at løfte brygget op som en anden ballon. Der er mere end nok af de hele – på den ene side af tung, mørk kaffebitterhed og på den anden side sødme af farin og roesukker – både mørkt og lyst.
Brygget kommer godt rundt i tungens afkroge – men ender så alligevel med at smage lidt for meget af noget andet end øl. Kold kaffe med sukker, tænker jeg, og det er indrømmet god kaffe med godt sukker. Men det er kold kaffe med sukker ikke desto mindre.
Jeg kan godt drikke kold kaffe i en snæver vending – måske endda med sukker, når det fx indgår i et iskaffeshot. Men halve litre af det bliver til sidst for meget.
