… eller i hvert fald dem, jeg tænker på …
Da jeg rundede anmeldelse nr. 750, skrev jeg om tre af de ringeste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Det skete efter at jeg efter anmeldelse nr. 700 havde skrevet et indlæg om de tre bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da var det, jeg fik ideen til at skrive et eller andet meta – eller mere generelt om øl i stedet for en anmeldelse af en specifik én, hver gang jeg rundede et pænt antal anmeldelser.
Og indtil videre holder jeg fast ved det, og gør det gerne til en fast tradition, selvom emnet for dette tredje jubilæumsindlæg har voldt mig nogen kvaler. Ideen var den aalborgensiske hjemmebrygger og idémand bag Gravøl-brandet Ole Wolfs. Han må vel have tænkt, at det kun var logisk også at tage fat på de mest middelmådige øl, nu jeg havde været igennem de bedste og de dårligste.
Men hvad måler man egentlig middelmådighed på? Og strider det ikke imod selve konceptet om middelmådighed, hvis et bryg ligefrem udmærker sig ved sin middelmådighed? Så kunne man hævde, at middelmådigt øl vel bare er kedeligt øl. Men i så fald risikerer indlægget om de middelmådige øl at lappe faretruende meget over de dårlige øl. Og så kan man lige så godt lade være med at skrive om i hvert fald én af dem.
Nå, men døden skulle have en årsag, og jeg skulle jo finde en eller anden begrundelse og systematik i mit udvalg. Jeg startede med at kigge alle indlæg, der har fået middelkarakter igennem, i forventning om, at det nok ville være dér, jeg skulle finde dem. Hvad der mødte mig var imidlertid en næsten uendelig strøm af i grunden ligegyldige øl, som jeg lykkeligt havde glemt, at jeg nogensinde havde anmeldt. Jeg var på nippet til at opgive, og finde på noget andet da …
… jeg kom i tanker om, at netop mens jeg skrev på anmeldeldelse nr. 800, huskede jeg rent faktisk en af disse middelmådige-til-ligegyldige øl, der ellers dårligt lod sig erindre, og som blot fremstod som fyld, mere end noget andet på bloggen. Og jeg har flere gange brugt netop dén øl som reference, når andre øl irriterede mig ved deres nærmest demonstrative middelmådighed på samme måde.
Så jo – det lykkedes mig at komme i tanker om nogle øl, der var markante i deres middelmådighed – øl, jeg siden tit har tænkt på som monumenter over både store og små bryggeriers halvvejs ugidelige halvhjertetheder, men som på den anden side jo heller ikke smager direkte dårligt eller er en pine.
Lad os bare starte med dén øl, jeg kom i tanker om, mens jeg skrev på anmeldelse nr 800, nemlig …
Oat Malt Stout, KrenkerupHer er en stout, der har alt hvad den skal have, men som alligevel mangler det sidste – og for den sags skyld også det næstsidste. Der er bitterhed af kaffe, sødme af rørsukker og fylde af vanille, og det er altsammen så silkeblødt og venligt som bryggeriet selv skriver op og ned ad vægge og stolper om – eller i hvert fald på etiketten.
Hvad der til gengæld mangler er styrken …
… vælden, kraften, karakteren. Den eneste grund man husker denne stout, er at det i så udpræget en grad er en stout, man ikke husker … eller i hvert fald ikke tror man kommer til at huske. Netop fordi den viser sig at være så tyndbenet som den er, på trods af at alt forarbejdet og indholdet til en mere end bare hæderlig stout er aldrig så nydeligt på plads.
Og man må spørge sig selv: Gad de bare ikke? Var det mandag? Havde brygmester overladt det til en vikar – eller måske en praktikant? Vel, vi får det nok aldrig at vide, men middelmådigt er det i hvert fald, når man kan få et sådant arsenal i smag, bouquet og aroma til at føles som så lidt.
Og hver gang, jeg smager en stout, der egentlig smager godt, men bare mangler – ja – noget mere stout, tænker jeg på denne øl.
Brewmaster’s Collection IPA, Carlsberg
De store bryggerier har ad flere omgange forsøgt at gå mikrobryggerierne i bedene ved at sende nogle brygtyper på markedet, som ellers plejer at være mikrobryggernes gebet. Det er ikke altid, det går fuldstændig galt, hvilket Royal Unibrews Schiøtz og Lottrup-serier er udtryk for.
For Carlsberg er det gået knap så godt. Sidst har de forsøgt sig med serien Carls Selection og før det med Brewmaster’s Collection – begge med tre øl, hvis popularitet åbenbart ikke har rakt til, at serien efterfølgende fortsatte.
Det forekommer næppe overraskende, når man prøver Brewmaster’s Collection-bryggene – alle tre glimrer ved deres almindelighed og deres vægren sig ved at gøre noget væsen af sig. Særligt IPA’en stikker (især ikke) ud som et middle-of-the-road industriprodukt, småsløset kastet sammen, lemfældigt mæsket og uengageret lagret. Og slutproduktet er derefter – en IPA, der ikke rigtig gider, så man selv ikke rigtig gider og egentlig kun kan glæde sig over, at prisen i det mindste ikke er uforskammet.
På den måde illustrerer brygget så nydeligt to sider af middelmådigheden. Industrielt øl bliver bare nemt middelmådigt fordi de store mængder, der produceres på én gang, forhindrer bryggeren at indgyde det noget kvalitet. Endvidere mangler denne IPA bare grundlæggende en masse IPA. Dette skyldes ganske vist dets industrielle ophav, men kunne i princippet også have været resultat af et mikrobryggeris ønske om at lave en afdæmpet IPA eller noget i den retning.
Eksemplet bliver blot stærkere, når det formår at illustrere flere sider af middelmådighedens væsen samtidig. Desuden er det gerne denne IPA, jeg kommer i tanker om, når IPA-bryggere ikke har gjort deres arbejde ordentligt. Middelmådigt er det, fordi jeg samtidig ved, at det kan gå endnu værre.
Der er også de øl, der bare er så generiske, at ikke engang marketingafdelingen gider bruge fantasi til at give brygget et særskilt navn – ja, ikke engang gider kalde det en pilsner (eller i dette tilfælde ‘Pilsener’), hvis det er dét, der er tale om.
Således behandler bryggeriet bag denne øl, så vidt jeg kan se, deres produkt som var det identisk med bryggeriet selv. Det i sig selv gør selvfølgelig ikke brygget hverken ligegyldigt, kedeligt eller middelmådigt. Hvis brygget emmede af karakter og kvalitet, ville det tværtimod være en fordel, hvis bryggeriet blev nævnt, hver gang bryggets navn kom over nogens læber.
Nej, mystisk er det, at en så almindelig øl, som denne skal blive så identisk med bryggeriet bag. Men det skyldes vel bare den grundlæggende diskrepans – måske endda den kognitive dissonans – der opstår, når man møder det jævne pilsnermarked med det mindste opbud af kvalitetsbevidsthed. Formålet med at begive sig ud på ølmarkedet som kvalitetsbevidst forbruger er simpelt hen et ganske andet, end producentens.
Producenten vil bare sælge så meget som muligt, og for at nå dette mål må man ramme bredt. Det gør man ved at fjerne alt fra øllet, der måtte få en given forbruger til at vælge anderledes: Brygget må endelig ikke være for bittert, for fyldigt, for kornet i smagen. Strategien ender meget hurtigt med at være en generel reduktion i sanseindtryk, for hvis disse bliver for stærke, risikerer man, at en mulig forbruger bliver skræmt væk.
Dette er Den Laveste Fællesnævners egentlige væsen. Der er ikke bare tale om en bestemt ligegyldig karakter, der tænkes at appellere bredt. Nej, der er derimod tale om resultatet af en grundig udlugning i produktets udtryk, der kunne tænkes at skræmme kunder væk.
Det er atså ikke den brede appel, der er det centrale i Den Lavest Fællesnævner, men derimod manglen på individuelle karakteristika.
Jeg tænker altid på dette bryg, som et af de fremmeste udtryk for dette, og det gør jeg nok, fordi brygget faktisk samtidig fuldstændig undgår at blive væmmeligt. Det er godt til tørst og godt at blive fuld af, og man undgår væmmelige bismage og disharmonier undervejs.
Men spændende? Karakterfuldt? Nixen!
Og dette er brygget, jeg altid kommer til at tænke på, når jeg får endnu en ligegyldig pilsner i hånden. Med mindre den ligegyldige pilsner også er væmmelig, for det skal dette bryg alligevel ikke beskyldes for.
—
Jubilæumsindlægget om de tre måske (måske ikke) mest middelmådige øl, jeg har prøvet, er hermed leveret. Handsken er samlet op, udfordringen imødekommet … vellykket? Det må I læsere vurdere. Jeg har – selvom Yoda påstår, det ikke findes – prøvet at skrive noget markant om noget, der i selve sit væsen er det stik modsatte af markant.
Tak til alle jer, der har fulgt bloggen gennem alle årene og anmeldelserne. Der er mere på vej – så er I advaret.
