… og en forglemmelse …
Jeg fik faktisk skrevet den sidste anmeldelse – min anmeldelse af bryg nr. 700, Ole Wolf/Gravøls ‘Svartsot‘ – så hurtigt, at jeg jo helt glemte at fortælle, at ‘Svartsot’ jo ikke bare er navnet på en hjemmebryg. Det er faktisk også navnet på et ganske udmærket dansk metalband. Officielt (i.e. iflg. Wikipedia) spiller de folk-metal, men af den særlige type, man i vores del af verden nok ville kalde Viking-metal. Forsangeren growler på dansk – det er faktisk det eneste band jeg kender, der gør det (men der skal nok være flere) og det fungerer overraskende godt.
Men det er jo ikke bare derfor, jeg har sat mig til tasterne for at skrive noget, der ikke er en anmeldelse. Jeg blev på min private (men offentlige) profil på fjæsen spurgt, hvilke der er de tre bedste øl, jeg har prøvet. Det tog mig ikke lang tid at finde de tre, det nok må dreje sig om. Det var faktisk ikke særlig svært, når man nu har sat sine anmeldelser i system: Jeg klikkede på linket til 6-stjernede anmeldelser, og på den måde blev 700 øl meget hurtigt til de kun 13, der i skrivende stund kunne vælges imellem. En af de klareste fordele ved at have en ølblog er, at man husker de øl, man har prøvet – og selv hvis man ikke husker dem, kan man ret nemt komme til at huske på dem igen. Anbefalingen til at starte en ølblog er hermed videregivet.
Jeg har valgt at spadsere en tur ned af hukommelsesstrædet i anledning af det flotte runde antal anmeldeser. Det kunne være, jeg skulle gøre det til en vane, at skrive noget generelt af denne karakter, når mine anmeldelser runder et interessant antal.
Nr. 3 – Narwhal, Sierra Nevada
Ja, jeg tager dem i omvendt rækkefølge, for først at udløse spændingen til allersidst. Den tredjebedste øl, jeg nogensinde har prøvet, må være californiske Sierra Nevadas kompromisløse og voldsomme stout ‘Narwhal‘. Et Lovecraftsk monster, der med sin overordentlige kraft- (og smag-)fuldhed overtager én, indgyder én med overmod og får én til at gøre tåbelige ting efterfølgende. En øl, der ikke kan anbefales, hvis man er i umiddelbar nærhed af netadgang. Smagen? Branket af selve helvedes flammer og smagt til med tran fra Leviathan selv. En bombe af temperamant og velsmag, forfriskende kompromisløs, sværttilgængelig og ikke for de sarte.
Hornbeers IPA, som jeg prøvede i 2014 er hinsides alt, hvad jeg har prøvet af IPA før eller siden. Når alt kommer til alt er IPA nok den type øl jeg bedst kan lide – hvis jeg absolut skal udpege en type … “Jamen hvorfor er det så ikke den bedste øl, du har prøvet” spørger læseren nok med tungepidsen godt begravet mellem undermundstænderne og underlæben – sådan som kun Peter Kær kunne gøre det i den hedengangne børneudsendelse ‘TV-Pil‘. Hornbeer er måske nok en IPA, men det kniber noget med P’et, idet brygget er næsten lige så sort som brygget på 3. pladsen. Til gengæld eksploderer smagen, så man frygter hovedet må sprænges – og der er ikke kun bittert men også rigeligt af det søde, som alt for mange IPA’er ofte glemmer. Især smagen af rosenblade glimrer ved sit nærvær. Det er en smag, jeg lærte at kende i Taiwan, hvor jeg fik rosenbladsis (altså vi snakker her om blomsten – ikke insektet). Kan kun anbefales – både til dem, der elsker kompromisløse IPA’er, og til dem, der også kan lide IPA’er, der ikke bare er tæskebitre, men også noget andet samtidig. Jo, det kan lade sig gøre både at blæse og have mel i munden.
Nr. 1 666 Black Damnation, De Molen
Ja, den har jeg vist også fremhævet et par gange før … hollandske De Molens lille håndholdte helvedeseleksir med det ellers kun antydningsvis prætentiøse navn “666 Black Damnation“. Den forbliver den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet, og det ændrer det sikre faktum, at det ikke er en IPA ikke det mindste ved. IPA er ikke det eneste, jeg holder af – faktisk har jeg det med øl, som jeg har det med musik, at der nok er noget i hver eneste stilart, jeg kan lide … Og så alligevel er der ufatteligt langt mellem snapsene, når det gælder hvede- og alkoholfri øl. Det er lidt som jeg har det med R&B og EuroDance. På samme måde har jeg en fornemmelse af, at der er kortere mellem de kedelige stouts end der er mellem de mislykkede IPA’er – og dermed vinder IPA’erne det endelige løb, mens denne altså tager prisen på kongeetapen … ja, engang så jeg cykelsport … det er jeg i mellemtiden holdt helt op med.
Brygget her kan vist ikke fås i handlen længere, men jeg husker stadig smagen af fyldig marcipan, natsort chokolade og Speyside single malt-whisky (de milde). Fuld knald på smagen var der, men når alt kommer til alt var det faktisk mere en venlig og sød dessertøl, end et aggresivt monster som nr. 3. Denne vinder alligevel – på ren velsmag.
Vel – nu ved i, hvilke øl de 3 bedste øl, jeg har prøvet i bloggens levetid er. Jeg er ikke bange for at påstå, at de nok også er de bedste øl, jeg nogensinde har prøvet …
Hvilke er de bedste øl I har prøvet? Fortæl det gerne i en kommentar – så smider jeg et link til den, hvis jeg selv har anmeldt den på bloggen. Ellers tager jeg det som en fremtidig anbefaling.
Pyha Kaj, ikke nemt når man nu har prøvet formentlig nogle hundrede forskellige øl over årene.
Men ok så:
1: Amager Bryghus, Khalesi IPA
2: New Belgium, Ranger IPA
3: Sierra Nevada, Torpedo IPA
Jeg forsøgte at finde Khalesi IPA, da jeg var på bryggeriet i onsdags. Men det ser ikke ud til, at de har den længere. Mon ikke det var et af deres mange limited brews?
Tror du har ret mht ‘Khalezi IPA. Jeg har smagt den mange gange på Åens Ølbar. Efter sigende har de den også på Langebros Ølbar.
De Molen’s “Hel & Verdeumenis”, jeg spekulerer på om det er cirka den samme som 666 damnation du har deroppe, selvom etiketten er helt fuldstændig anderledes.
Der er mange gode, men den her slår mig som det bedste ever. Selvom Westvleeteren heller ikke var at kimse ad.
I mellemtiden har 666 Black Damnation jo måttet vige pladsen for den her: http://www.oelblog.dk/focal-banger-the-alchemist.html