Det lykkedes vist …
Videre med en af de øl, der ikke kom med i DTU’s blad. Der var jo kun plads til tre anmeldelser i bladet – en redaktørs svære lod er jo at bortskære bylderne af overflødig ordgejl i tekstspalterne på whatever medie det nu er, de redigerer. Havde jeg haft en redaktør på min blog kan jeg kun gisne om, hvor lidt, der ville være til overs, og – endnu vigtigere – jeg har på fornemmelsen, at anmeldelserne ville være lige knap så underholdende.
Men det er altså nu eventuelle modtagere af DTU’s blad skal spidse ører … uha, ja, eller slibe linseglasset, eller hvad man nu gør, når det er tekstmedier, der er på tale … eller skrift. – Jeg tror det er bedst, jeg lige hanker lidt op i mig selv, før min fiktive redaktør får et nervesammenbrud.
Dark Hop er brygmester Prebens forsøg på at kombinere stout og schwarzbier. Personligt foretrækker jeg, at mørkt øl ikke er alt for flydende og bedst spises med en ske. En god stout hører heller ikke til i en flaske, men i en tube – hvis man altså ikke bare går hele vejen og sælger den i en pølse, der skal skæres i skiver … med en skarp kniv. Men det er jo bare min personlige holdning, og den endelige karakter skal selvfølgelig ikke lide (alt for meget) under mine sære præferencer. Som anmelder er det vigtigt at kunne se det hele lidt fra oven, og hæfte sig ved bryggets objektive egenskaber frem for det man selv kan lide (og det modsatte).
Og læseren skal endelig gøre sig færdig med at grine over min antydning af, at jeg skulle være det mindste i stand til ovenstående. Når det er klaret, vil jeg skride til anmeldelsen.
Brygget er i hvert fald ganske schwarz – så farven er i ganske givet i øjet. Brygget forekommer også en smule dovent i den forstand at det hverken bruser eller skummer synderligt. Tværtom har det ved første øjekast den helt rigtige tilbøjelighed til at skvulpe frem for at plaske rundt i glasset.
Øllet har en vidunderlig duft af vanille og kaffe; tung og stærk af velbrygget mokka, der efterfølgende har stået alt for lang tid på kanden med blusset tændt. Kaffen kommer til at smage og lugte elendigt af det – men øl – øl har det med at smage af ting, man synes smager grimt – gamle hasselnødder, slatten kål, og altså alt for bitter kaffe – men når det er øl, er det en anden sag. Kaffesmagen er dejligt gennemtrængende, pikant sødet med vanille og mørkt sukker. Fylden viger en anelse, og rammer i nærheden af de havrestouts, jeg personlig aldrig kommer til at blive allerbedste venner med.
Mission accomplished, må man ikke desto mindre sige (eller skrive). Brygget rammer faktisk ganske nydeligt mellem en schwarzbiers regulære viskositet og stoutens smag. Og så må jeg se mig nødsaget til at lægge mine præferencer til side, og rose et resultat, der opfylder hensigten.
Det ændrer dog ikke ved, at jeg fortsat synes, at Schwarzbieren i sidste ende har fået for meget at sige. Jeg foretrækker stadig mine stouts som noget, der skal spises snarere end drikkes.
Af mine sparsomme noter fremgår det desuden, at jeg efter denne øl fik smagt på en Julebryg. Nu er det jo ikke engang påske længere, og der er laaang tid til, at vi skal til den slags igen, men …
… jeg har kun min egen doven- (og på dette tidspunkt tiltagende fuld-) -skab at takke for – ikke så meget at mangle noterne, for jeg kan trække endog ganske lange anmeldelser ud af meget få nødtørftigt nedkradsede linjer – næh, at jeg har glemt at få både billede og karakter med.
Det må vente til en anden god gang – hvis overhovedet. Men anmeldelsen er altså tabt i mæsken, eller smuttet med som del af the angels’ share (ja, det sker godt nok kun når man destillerer, men alligevel).
Beklager!
Dermed er det også blevet tid at afslutte temaet ‘Besøg på DTU Bryghus’. Endnu engang tak til Brygmester Preben Bøje Hansen, Assistenten Jes, medsmager Mayianne og jornalist Marianne, der stod for invitationen. Det var et både givtigt, lærerigt og ikke mindst hyggeligt besøg, som jeg håber, jeg får lejlighed til at gentage engang.
Tak også til læserne for, at I ville læse med – endnu engang.
