Der er visse ting ved den måde, vi har indrettet vores liv på herovre på den hiberniske hovedø, der ikke er så hippieagtige, som vi måske kunne have ønsket. Fx er det manden, der går på arbejde, mens hustruen bliver derhjemme og passer børn … Det er den måde, det passer os bedst at indrette os, for børnepasning koster, hvad der svarer til et mindre palæ i den karakteristiske grå irske granit.
Jeg måtte lede lidt i den lokale Off License, før jeg overhovedet fandt irsk specialøl. Åbenbart er det ikke noget, de er kommet særlig langt med endnu. Men flot så den i hvert fald ud, med en en fin tegneserieillustration og et vittigt ordspil i både bryggeriets og øllets navn.
Dark Arts Porter – en øl, der måtte være mørk på mere end én måde. Bryggets lød er dog langt fra så mørkt, som visse andre irske portere og stouts‘. Faktisk er der tale om endnu en ‘colastout’, som jeg fra nu af vil ynde at kalde dem. Det er en snarere brun end sort øl, med godt med kulsyre i en top, der mere ligner brus end skum. I dette tilfælde ganske klæbrigt brus, forstås – men brus ikke desto mindre. Duft er der praktisk taget ingen af – et syrligt stik af slatten grape måske, men meget fortyndet og vagt.
Heldigvis er der da noget smag at komme efter. Bagetiketten lover en øl, der ikke er præget af humle, men af malt, og den køber jeg. Det er en ganske fyldig øl på den bitre side, men der er ikke tale om tør, krasbørstig bitterhed af humle, men af varm, kærtegnende kaffe, tilsat karamel og en sjat rom. Dertil kommer en let sodavandsagtig syrlighed af citronvand og et stænk grape. Man slipper heller ikke for en snert af sodavand i smagen, men det komplimenterer nu det samlede billede mere end det ødelægger.
Ligesom det irske temperament er aromaen ligefrem og ukompliceret, uden at være usofistikeret. Det er en øl, hvis aroma er nem at finde rundt i, man skal ikke lede efter smagsindtrykkene og disse er i øvrigt velkendte – what you taste is pretty much what you get. Til gengæld er der ikke de store overraskelser, det er ikke en øl, der bliver mere spændende af at blive holdt længe i munden, og den mangler de finurligheder og gesvejsninger, der kendetegner rigtigt gode øl.
Jeg havde måske ventet lidt mere af en øl med en så fin tegning på etiketten. Men heldigvis er der flere øl fra Trouble Brewing i den lokale Off License, der bare venter på at blive testet. Dem vil jeg glæde mig til, og håbe, at der er større oplevelser end denne – i øvrigt mere end godkendte af slagsen.
