Russian Brutal …
Gad vide om jeg når det før nytår – at gøre Amager Bryghus meget fine brygsamling færdig? Jeg tror det ikke, men der har jeg til gengæld været så snarrådig, at jeg har gemt de bryg, der kan tåle, ja – måske endda ligefrem bliver bedre af, at stå lidt.
Som nu fx en imperial stout som denne. Den lange og underholdende historie på etiketten antyder, at der er tale om en russisk én af slagsen. Og betegnelsen længere nede på etiketten, slår det endda fast. Imidlertid antyder smagen noget andet, for det er ikke de lette og søde noter, der præger dette mørke monster.
Ikke engang ved skænkningen. Tykt, sejt og tilsvarende modvilligt skvulper brygget ned i glasset på en maner, der må sætte skænkerens armkræfter og tålmodighed på prøve. Selv skummet er mørkttonet, og udviser omtrent samme holdbarhed som epoxyfugemasse.
Og nej, der er ikke tale om det søde stads, den russiske zar slubrede i sig. Hvis der er noget russisk ved dette, så er det de forarmede, sultne bønders bitterhed man smager. Tæt tæt natsort aroma af stærk kaffe leder tanken i retning af italiensk espresso og barske mafiosi – omend kaffen egentlig virker for bitter og koncentreret til den karakteristik. Kaffegrums måske – ja, kaffegrums hvis det smagte godt, så ville det smage og omtrent føles sådan her.
De 11 % alkohol er samtidig forbløffende velintegreret i brygget, der slet ikke virker unødigt sprittet – vel knap nok sprittet i det hele taget. At den vilde, mørke bitterhed ikke får brygget til at virke tørt eller grumset er vel alkoholen skyld, men der er stadig kun akkurat så meget af den, at man dårligt mærker den i sig selv. Sådan kan alkohol vel også bruges som en art naturlig smagsstabilisator..
Vel – Rusland har som bekendt også en mafia. Endda en om muligt langt mere brutal én af slagsen end den italienske. Så måske er betegnelsen ‘Russian Imperial Stout’ slet ikke så langt ved siden af endda, blot man erstatter ‘цaрь’ med ‘братва’ i konceptbeskrivelsen.
