– Æbleeddike og harske valnødder
Nærværende øl er købt som et slagtilbud engang i november, og siden da har den samlet støv i mit køleskab. Det virkede mere presserende at smage andre øl, der umiddelbart tog sig mere indbydende ud.
Men tyndt øl eller ej … Det er altid rart at komme hjem, træt efter en øveaften, og spise en god økologisk rugbrødsmad med økologisk leverpostej og saussage, og drikke en øl til – og den skal endog være meget tynd, smage meget ilde eller være meget u-økologisk for at kunne ødelægge den fornøjelse.
Det var netop dette scenarie, der udspillede sig i går aftes, da denne u-økologiske (men ikke meget u-økologiske) øl skulle prøves. Umiddelbart tager den sig ganske flot ud, med sin dyborange farve, og det letgyldne skum, der ikke engang viger så hurtigt, som man kunne have frygtet. Duften er maltsød og ikke uden en vis kraft.
Bryggets første smagsudtryk er også sødligt frugtagtigt, men det er ikke smagen af søde æbler. En stikkende syrlighed får den mere til at minde om æbleeddike. Dette konstaterer man dog først i tredje ombæring, da anden ombæring nærmest er en eksplosion af ikke spor velbehagelig harskhed. Den syrlige bismag synes at ødelægge al kvalitet i den bitterhed, der måtte have været, og harskheden ender som en lidet fyldig småbitter efterklang. – Men selvom det er jul, er det ikke bjældeklang, der er tale om. Det lyder snarere som en ringeklokke på en rusten damecykel med højt styr, der har været udsat for hele vinterens udvalg i saltmættet snesjap. Harskheden minder hverken om kaffe, nelliker eller andre rare, bitre krydderier. Jeg forestiller mig, at det var sådan, 2. verdenskrigs sikoriebaserede kaffeerstatning smagte. Men det ved jeg ikke, og skal derfor ikke gøre mig klog på det. Til gengæld kan jeg konstatere en vis lighed i smagen med dårlige valnødder – og den grimme overraskelse af en harsk valnød blandt alle de gode, hører jo alt andet lige også julen til.
