På dette punkt er Dansk Guld ingen undtagelse. Den er ‘Dansk’-seriens svar på guldøl, som i Tyskland kaldes Export – en pilsnertype med en lidt højere alkoholstyrke, hvilket ikke sjældent giver øllet en lidt fyldigere og måske lidt sødere smag. Det var i hvert fald tilfældet for den eneste egentlige guldøl, der indtil videre er anmeldt her på bloggen, nemlig den udmærkede Humle fra Thisted Bryghus. De karaktertræk, der ud over den højere alkoholprocent kendetegner Dansk Guld i forhold til de andre Dansk-produkter svarer dog ikke til forskellen på Humle og de andre økologiske Thy-øl.
Øllet er uprætentiøst gult og kedeligt. Skummet er hvidt som nyfalden sne, og en smule mindre skrøbeligt, end ved de andre ‘Dansk’ øl. Duften er overraskende nok ganske behagelig, og byder på stænk af søde hyldeblomster, der dog slet ikke kommer i nærheden af, hvad man kan opleve i god tysk Weißbier.
Det starter jo ærligt talt noget bedre, end de andre ‘Dansk’ øl. blot skal læseren huske på, at der endnu ikke er smagt på øllet, og det er også da, det atter og igen-igen går galt.
Det første smagsindtryk, der maser sig på, er en blanding af rosenkål og kaffegrums, der straks afløses af en syrlig bismag, der slet ikke er ulig Dansk Pilsners surhed. Her lettes man dog over, at der faktisk kun er tale om en bismag, og ikke en dominerende aroma. Øllets bitterhed er, på trods af sin harskhed, ikke specielt fremtrædende – den holder sig et eller andet diffust sted bag i munden, og mangler fylde til at gøre øloplevelsen spændende eller rar på nogen som helst måde. Resten af munden keder sig, og forstår ikke hvorfor dens tid skal spildes med en væske, der faktisk forekommer mindre karakterfuldt end lunkent postevand.
Kort fortalt smager Dansk Guld af Dansk Pilsner minus lidt af dennes syrlighed plus lidt af Dansk Julebrygs harskhed og lige lidt af begge dele til, at disse aromaer yder brygget nogen karakter af betydning. Samtidig virker øllet fladt og kedeligt, og ikke engang den tilsatte kulsyre kan give brygget nogen friskhed. Eftersmagen er syrligt metallisk, som om den med hånlig latter fra mavesækken vil minde én om dens tyndere og – alt andet lige – mindre behagelige bror, Dansk Pilsner.
