Godt samarbejde …
Hornbeers bryggeri ligger ikke langt fra mit gamle hood fra gymnasietiden. På samme egn (Hornsherred), omend nogen længere mod Nord ligger Skibby og Selsø Slot. Slottet har ført en omtumlet tilværelse, både som en af landets fineste herregårde og som staldbygning. Mest kendt – at dømme på, hvad omtalen af slottet oftest falder på – er måske historien om, at det spøger. ‘Den Hvide Dame’ går igen efter først at have taget livet af sin husbond som hævn for utroskab, for siden at tage livet af sig selv af frygt for den straf, der ville ramme hende for det.
Historien kan læses på linket ovenfor, og på bagetiketten af Hornbeers øl, Dame Blanche, der altså er inspireret af egnens spøgelseshistorie. Brygget er en Blonde efter belgisk forbillede, og en af de øltyper, jeg sjældent ender med at være særlig begejstret for. Hornbeer kan til gengæld lave rigtig gode øl, når de da ikke laver noget, der er lige til at hælde ud. Med Hornbeer har det indtil videre været enten-eller.
Brygget er lettåget citrongult med hvidt skum, der er stabilt nok til, at flaskens sidste dråber kan ligge som to gule flager pynteskal øverst. Duften er småsyrlig, men ikke decideret faretruende i forhold til, hvad jeg tidligere har måttet binde an med fra Blonde-boldgaden. Der er ingen kogesprit, overmoden banan eller harsk marcipanmasse til at varsle ilde. Tværtimod skærer en frisk humle gennem syrligheden med velgørende og for genren uvante noter af gran og en antydning af salmiak.
Lettere perpleks over en ikke ligefrem forventet duftprofil, sætter jeg glasset for munden. Humlen brænder omgående igennem og skubber de noget matte, småsyrlige noter af græs og citronmelisse i baggrunden. Humlen er kraftig og fyldig, ikke mindst fordi gæren også er præsent, og de to har indgået en frugtbar joint venture med en spændende Blonde for øje.
Gæren – den gær, der alt får tit får Blonde til at smage af mudder – gør det rigtig godt i dette bryg. Den åbner smagsløgene, så humlen rigtig kan komme ned i tungen. Her smager den løs af sød lakrids og lige akkurat så meget salmiak, at det er en fornøjelse at genkende den fra duften, mens aromaen fylder alle mundens små hulrum så nydeligt ud.
Dette er brygkunst. Hornbeer har begået en blonde, der smager fantastisk, og det endda uden at udtrykket egentlig afviger så voldsomt fra det, genren normalt byder på. For den bløde, men tit for syrlige mundfornemmelse er der stadig, men nedtonet, så den rare berøring mod tungen mærkes mest. Og gæren, der så ofte er tungen på den forkerte vægtskål, er igen præsent. Men i dens samarbejde med en – trods alt – for genren utraditionelt smagfuld humle er den kun med til at gøre både genre og øl mere fuldendt.
