Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Copenhagen Beer Festival 2019 – med Jane og Marcus …




Stramt program …

I lørdags havde jeg en mere end almindeligt travl dag. Ikke alene skulle jeg møde tidligt på det arbejde, jeg allerede har plaget jer læsere alt for meget med, hvor lidt jeg holder af. Fyraftenen kunne jeg til gengæld nyde i selskab med rigtig gode venner – Jane og Marcus – samt en anselig mængde endog rigtig gode smagsprøver. Marcus kræver næppe nogen yderligere introduktion, idet han flere gange har taget del i min øloplevelser her på bloggen, og desuden optrådte i min første podcast. Jane er en fælles ven af Marcus og mig, fra dengang vi alle slog vores folder på Grønjordskollegiet på Amager.

Vi havde aftalt at frekventere Copenhagen Beer Festival, der blev afholdt i Copenhagen Skaterpark – et nedlagt industrikompleks lige ved siden af Vestre Fængsel, som jeg ud fra navnet må gå ud fra til hverdag bliver brugt til skateboardbaner og den slags spas. Den dag var der i stedet mokket en række boder op – efter hvad jeg havde forstået fortrinsvis for nogle lokale Københavnske Bryggerier, men et par udenlandske foretagender havde også fundet vej til København. Selv havde jeg det nødvendige udstyr med til at dokumentere løjerne – min telefon, der både indeholder en mikrofon og et kamera – det er alt, jeg behøver på stedet.

Her følger en kronologisk gennemgang af aftenens oplevelser – dels efter hukommelsen, dels efter optagelserne fra det højloftede, nøgenvæggede industrilokale, hvis rungende akustik gjorde sit for at gøre dokumentationen besværlig.

Chassis, Hoppe Beer
Hoppe Beer er et mikrobryggeri, der hører til i Solrød. De brygger ifølge deres hjemmeside efter den belgiske øltradition, og inden for de rammer falder en Saison med solbær jo ganske fint. Navnet er et ordspil på det franske ord for solbær – Cassis, en rask lille trommehvirvel efterfulgt af et kækt bækkenslag ledsagede en smagsprøve, der omgående fyldte hele kæften med skarpsødt solbærsyltetøj, svøbt i sur lambic så autentisk, at man som Københavner ville have gættet på et ophav et godt stykke længere mod sydvest, end tilfældet var. Arrangementet, som vist fandt sted for andet år i træk, kom dermed godt fra start for mit vedkommende.

Der skulle heller ikke gå lang tid, før jeg stødte på nogen jeg kendte, nemlig ølsprællemanden Martin Bo Petersen fra Bryghuset Redekassen. Han anbefalede på stedet øl fra Frederiksberg Bryghus, og da jeg ikke i forvejen havde lagt nogen plan for, hvad jeg skulle nå at prøve, kunne jeg jo lige så godt tage mig af disse med det samme.

Hvede, Frederiksberg Bryghus
Brygget fra den lille enklave i København, der ikke er København, serveres på Frederiksberg Rådhusplads, hvilket i den senere tid med tørt og solrigt vejr dårligt kunne passe bedre. Hvedebrygget dufter næsten overvældende frugtigt af æbler og appelsiner. I munden føles brygget, den tætte bouquet til trods, ganske let, men ingenlunde tyndt. Blomster og krydderier vælter frem i munden. Hyld, syren og rose ledsages af gurkemeje og mild koriander på en baggrund af en frisk bitterhed af birketræ. En hvedeøl som de færreste – ikke bare frisk, men forbløffende smagfuld. I sandhed well done!

Rådhusøl, Frederiksberg Bryghus
Rådshusøl er en lys ale, ligeledes med krydrede og frugtige noter i duften. I smagen er brygget mere målrettet end hvedebrygget uden at det af den grund bliver kedeligt. I stedet for at danse sødt og spraglet til glade rytmer, marcherer det taktfast til en melodi af rå, frisk bitterhumle, skarp i karakteren og alligevel blød ved gummerne med noter af friskknækkede birkekviste.

Vores lille selskab søgte nu videre og brugte lidt tid ved Africa Beers bod, hvor Marcus købte sig fattig i minder fra dengang han og hans bror havde opholdt sig på kontinentet i længere tid. En smagsprøve blev det også til, men det er noget, læserne må vente med til sidst i indlægget.

Pils or not, Widawa Browar
Da Marcus’ nostalgi ellers var blevet mættet, gik turen til den modsatte side af lokalet til en stand fra et polsk bryggeri, ved navn Browar Widawa. Med Pils or Not fik jeg virkelig en af de oplevelser, man tager på ølfestival for – noget helt ekstraordinært fantastisk, som man ikke bare sådan lige finder i almindelig handel.

Duft af enebær og rosmarin bliver til aroma af bøgesavsmuld med let ginessens. En massiv humlebombe, som Marcus og jeg fik lov at have helt for os selv. Meget humlede øl lod ikke til at falde i Janes smag.

Double Dippy Doo, Dry & Bitter
Tilbage til de hjemlige omgivelser igen. Dry & Bitter fra Gørløse havde også en stand på festivalen. Jeg har prøvet en enkelt af deres øl for to år siden, en fejlgæret IPA, der imidlertid viste sig at være ikke helt så fejlgæret som rygtet ville vide. Jeg fik mig en snak om netop den øl med bryggeriets engelsktalende ekspedient. Han kunne godt huske brygget, og bekræftede at det i sin tid måtte trækkes tilbage – men at det skulle eksplodere ved åbning, sådan som rygtet ville vide, kunne han ikke genkende. Det skete som bekendt heller ikke, da jeg optog åbning og skænkning af brygget på video.

Nu var det til gengæld tid at prøve noget mere fra den kant. Et aggressivt drøn af superaromatisk humle rammer som pulver smagsorganerne, hvor det smelter og ruller i lange, tykke gobeliner hen over tungen. Herefter lægger det sig mageligt overalt på mundens vandrette flader, hvor det blødgør og masserer samtlige slimhinder og smagsløg til ufatteligt velbefindende af blomster- urte- og lys træaroma – så man næsten brænder sig på det. Et helt ekstraordinært godt bryg.

Jokeren, Musicon
Det var min fornemmelse, at ølfestivalen skulle være særlig lokalkøbenhavnsk. De udenlandske stande dementerede straks det eksklusive i udsagnet, og oven i købet dansede de øvrige præsente bryggerier nærmest omkring København, uden nogensinde rent faktisk at ramme hovedstaden. Solrød, Frederiksberg, Gørløse og nu Roskilde, hvor Musicon holder til. Marcus foreslog et rask lille væddemål om, hvorvidt navnet skulle udtales med en k- eller s- lyd før o’et. Han holdt på ‘s’, mens jeg i henhold til gode-gamle-gulerødder-huskereglen følte mig ganske sikker på, at c’et skulle udtales som ‘k’.

Jeg fik ret, og Marcus måtte betale omgangen, da det var ham, der dels havde foreslået væddemålet, dels ikke havde hæftet sig ved, at der ikke var en cedilla hægtet fast nederst på c’et. Sådan som der fx er tilfældet i det franske navn François. Det kunne vel lære ham …

Selvom udvalget var stort, valgte jeg at spille sikkert, idet jeg valgte deres New England IPA, ‘Jokeren’. Et krus appelsinjuice – eller noget der lignede – blev hældt op, og den intense, aromatiske humle gjorde omgående godt. Lidt lettere var den end humleeksplosionen fra Dry & Bitter – men undertiden er det nu også at foretrække, at man kan mærke nogle nuancer, frem for næsten at få kvalt oplevelsen i velsmag. En anelse mere fokuseret på en skarp og gennemtrængende bitterhed af friskfræset fyrretræ var dette lille vidunder, mens Dry & Bitters humlemost lagde mere vægt på aromaerne omkring bitterheden. Man kan ikke få alt på én gang, så det er egentlig ret godt klaret, at man sådan kan komme hele vejen rundt i IPA-verdenen på kun To Øl. De så i øvrigt ud til at mangle ved arrangementet, hvilket egentlig er ærgerligt – men så kunne jeg jo fokusere på bryggerier, jeg endnu ikke kendte.

Danse Macabre, La Debauche
Marcus mente, at vi efter Musicon måtte aflægge nabostanden et besøg. Navnet var La Debauche – et fransk mikrobrygprojekt, der om ikke andet havde mægtig spændende etiketter at byde på. Jeg valgte ‘Danse Macabre’ der deler navn med en af mine yndlingskompositioner af Camille Saint-Saëns, og jeg blev ikke skuffet. Her var en øloplevelse, der var aldeles unik, og noget jeg aldrig havde prøvet før. En mørk IPA tilsat mandelmælk, og det er slet ikke så tosset som det lyder. Fyldig lækker, som en kop wienermelange, tilsat fløde og med den helt rigtige større vægt på kaffen end chokoladen.

Så kan det godt være, det er lidt snyd, det der med mandelmælken. Men jeg har for længst lagt mine aversioner mod tilsætninger i øl fra mig – især når de skaber vellykkede resultater udi velsmag som denne.

Cherryleader, La Debauche
Franskmændene (for der stod altså kun mænd i den stand – så mænd var det altså) var umådeligt flinke og ivrige efter at demonstrere deres kunnen, så det blev til endnu flere øl fra den stand.

Cherryleader var således en kriek, jeg simpelt hen måtte smage – altså etiketten bød bl.a. på et afhugget hoved – og jeg blev ikke skuffet. Kirsebærrene smager igennem som sovsen på ris a la mande, nydeligt omkranset af en sur skal af vildgæret bryg. Det er en form, der bare fungerer – så intet revolutionerende her. Bare et godt bryg som man kender det, og uden at brygget bliver for kvalmt sødt. Den helt rigtige modvægt af syre – faktisk med en lille smule ekstra syre end nødvendigt – forhindrer effektivt udvikling af enhver kvalmhed.

Gulder, Nigerian Breweries PLC/Heineken
Som jeg akkurat nåede at nævne, var der også en stand fra firmaet African Beer på festivalen. Virksomheden importerer afrikanske ølmærker til Danmark – primært til herboende afrikanere, men enhver interesseret europæer må selvfølgelig også gerne være med.

Jeg tog selv fire styk med til senere anmeldelse på bloggen, for Afrika skal i hvert fald ikke være det ringest repræsenterede kontinent på mit websted. Desuden besluttede vi os for – eller også var det i virkeligheden Marcus, der fik den tåbelige ide – at købe en stor nigeriansk øl, og dele den som et punktum for en hyggelig og oplevelsesrig aften.

Som sagt så gjort. Jeg vil dog skåne læserne for mine og mine medsmageres fordrukne tirader. Ikke fordi jeg finder dem uegnet til offentliggørelse – der skal jo alligevel noget til, før jeg finder den slags uegnet – men fordi jeg regner med at udgive vores smagsseance som podcast.

Om øllet er der ikke meget at sige. Det var et meget generisk, halvtyndt og småsurt industriprodukt, lige som man kunne forvente. Helt umuligt er brygget dog ikke – det har en maltbund, der gør brygget genkendeligt i forhold til alle de mange andre generiske standardbryg. Til gengæld gør bryggets syrlighed ikke videre godt.

Men det lykkedes os nu alligevel at presse lidt nydelse ud af brygget, mens boderne begyndte at lukke, og afspærringerne omkring gårdområdet hvor vi sad, blev fjernet.

Tak til Arrangørerne for en fin festival, der blandt andet skal roses for sin overskuelighed. DØE’s årlige arrangement i Lokomotivværkstedet er nok den vigtigste ølbegivenhed af sin slags i løbet af året – men at den er uoverskueligt stor og voldsomt overrendt kommer man desværre ikke udenom. Her er der mere luft og plads på Copenhagen Beer Festival – og det er grund nok alene til at arrangementet får mine varmeste anbefalinger.

Smagskrusene skal også have rosende ord med på vejen. Det er små emaljerede metalkopper, der ikke knuses i tusind små sønderflænsende stykker, skulle man komme for skade at tabe dem.

Og da jeg nåede hjem – ja, da viste det sig, at en interviewaftale jeg havde lavet med en Canadisk YouTuber skulle foregå samme aften – og ikke den følgende aften som jeg ellers gik og troede. Så et timelangt interview i den første hangout, jeg nogensinde havde været i, blev det også til. Og så var der et afterparty efterfølgende – ja, det blev sent før jeg kom i seng – og dagen efter var der endnu en arbejdsdag.

But it was worth it all …




Updated: 24. april 2019 — 13:58

1 Comment

Add a Comment
  1. Errata og korrektioner:
    Mindre vigtigt – Det er kun brorskabet, der har tilbragt længere tid på/i menneskehedens vugge, Afrika (way back i 2002). Selv har jeg kun været på kontinentet en måneds tid eller så tilbage i 90’erne.

    Mere vigtigt – Havde det ikke været for Janes ganske forståelige harme ved Gulder’s slogan “Perfection – Redefined – For men”, var flasken næppe blevet købt. Men Janes harme overbeviste mig om, at vi skulle drikke den, to mand og een kvinde, for at stikke dem Vyvian-agtige V-hænder, og se om en kvinde kunne finde nydelse i en til mænd skabt perfektion. *Spoiler: det gjorde hun (og vi andre) ikke*

    That being said, er jeg stor fan af Africanbeer.dk, og den Tusker jeg købte som gave til føromtalte brorskab vakte stor lykke ved indtagelsen på en bænk (keeping it classy) ved Damhussøen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme