Så er den heller ikke bedre …
Alkoholfri øl er altid svære at have med at gøre. Alene det, at de er alkoholfri gør altså noget ved smagen, og det er ikke godt. Udfordringen er, om øllet skal anmeldes med skånebrillerne på frem for de vanlige kritiske af slagsen. Mit udgangspunkt har indtil videre været – og vil fortsat være – at øllet skal anmeldes ud fra samme kriterier som alkoholholdigt – ja, man fristes til at sige almindeligt eller måske endda normalt øl. For de alkoholfri varianter skulle jo gerne kunne yde et værdigt alternativ, der udøver en oplevelse af samme kvalitet (men ikke nødvendigvis samme karaktér) som de alkoholdige (ja, jeg stavede bevidst det ord forkert, fordi jeg syntes at det var sjovere sådan). Hvis ikke de gør det, så kan man jo lige så godt drikke noget andet – vand, sodavand eller mælk fx. Noget der smager godt, som der ikke er alkohol i.
Da jeg postede et billede af denne øl i selskab med noget af ældstebarnets legetøj på fjæsen, 
fik jeg ellers at vide, at den ikke skulle være en af de værste, når det skulle være uden alkohol. Derfor var jeg da også spændt, da jeg i går aftes endelig nåede til den i rækken af øl, jeg har stående.
Duften lover for så vidt godt. En diskret duft af citrus og en spinkel – omend sprød – snert af humle istemmer forventningerne. Brygget i sig selv syner ikke af meget – det ligner hvad det er – nemlig en lys pilsner. Det er ikke en classic i dansk forstand – en classic er en wienertype, hvor der er brugt mørkere og ikke sjældent fyldigere malt. Classic skal vist bare forstås som det, det betyder – en ‘klassisk’ øl. En øl efter de gamle forskrifter uden for meget nymodens pjat. Denne øl overholder Reinheitsgebot, og det er vist egentlig sjældent man ser det. De gængse alkoholfri eller -fattige bryg herhjemme er gerne spædet op med aromastoffer, sukker og whatnot. Men ikke i Tyskland!
Og umiddelbart smager det faktisk også af øl, og fx ikke af sæbevand, som jeg stadig så tydeligt husker Tuborgs Super Light for. Godt øl, endda. Faktisk river humlen så frisk lystigt i smagsløgene, at man næsten føler sig hensat til noget amerikansk ale, eller i hvert fald noget med amerikanske humler i.
Men så rammer eftersmagen … eller rettere – den rammer ikke.
Med mindre ingenting er noget. Og ingenting er jo lissom defineret ved, at det ikke er noget, eller noget. Så ingenting rammer, og det rammer hårdt. Smagen nærmest imploderer, eller suges ind i en eller anden smagssingularitet, hvorfra ingen smag vender tilbage. Det sker lige før brygget passerer svælget. Derefter er der ingen spor af brygget længere. Den lavere ølstand i glasset og erindringen om et bryg, der faktisk smagte af noget på vej gennem munden er de eneste hints om, at der engang var en øl.
Og sådan går det – tår efter tår. Det smager godt, når det er cirka midt i munden, og så – antiklimaks. Hver gang.
Det er sandt nok ikke den værste alkoholfri øl, jeg har prøvet. Men den skuffer for meget til at kunne kaldes god. Skulle jeg en dag gå på vandvognen tror jeg stadig, at jeg mht. øl vil gå halal samtidig.
