Som classic er flest …
Rækker Mølle var som bekendt så søde at sende mig nogle smagsprøver tilbage i januar. Jeg er nu nået til den sidste i pakken, eller rettere, den sidste af dem, jeg endnu ikke havde prøvet, nemlig deres Classic.
Jeg har efterhånden prøvet en del af deres øl. Min dom er, at de har lagt sig lunt i midterfeltet, hvor de på den ene side ikke løber de store ricisi, men på den anden side sjældent får lavet noget ekstraordinært. For nu at være ærlig, forekommer mange af deres bryg mig småkedelige, selvom det er sjældent at bryggene ligefrem byder anstrengelser at komme igennem.
Jeg tænker, at det måske er nogle af egnens karakteristika, der brænder igennem. Det er de sindige jyders hjemegn. Man holder sig ved jorden, for det tjener én bedst, og skulle man få vinger, flyver man ikke højere end de bærer. Til gengæld sørger man for, at det der bliver lavet, er lødigt og bedst muligt inden for rammerne.
En anden årsag kunne være, at bryggene kommer fra samme egn som den nye gylle- og miljøforureningsminister Esben Lunde Larsen. Det er såmænd ikke fordi egnen skal lægges Esben Lunde Larsen til last, for egnen kan jo ikke på nogen som helst måde gøre for, at der lige pludselig opstår en Esben Lunde Larsen inden for området. Til gengæld vil en egn nødvendigvis lide – om ikke ubodelig og uoprettelig, så i hvert fald betydelig – skade ved at en Esben Lunde Larsen vokser op på den. Så bliver alt forståeligt nok en lille smule mere gråt og med mindre armbevægelser end andre steder, hvor en Esben Lunde Larsen ikke vokser op og spreder dårlig karma (samt gylle og miljøgift) i sine omgivelser.
På den anden side – Rækker Mølle Bryghus’ bryg er, uanset hvor langt der er mellem snapsene, af en langt højere kvalitet end alt, hvad Esben Lunde Larsen kunne have en finger med i spillet i. Så alt hæder og ære til Rækker Mølle Bryghus for at lave ordentlige øl på trods af at de befinder sig på samme egn, som har måttet lide under Esben Lunde Larsens opvækst.
Brygget her er en classic. Og jeg måtte faktisk ind og søge flere gange på bloggen, for jeg var ellers overbevist om, at jeg havde prøvet en classic fra bryggeriet tidligere. Og ganske rigtigt. Jeg havde prøvet en classic fra bryggeriet før, nemlig Mølle Bryg, men ikke denne classic. Jeg ved ikke hvilken af de to klassikere, der er kommet først. Men der er ingen tvivl om, hvilken, der er bedst.
Det starter lovende med, at duften af brygget breder sig i lokalet allerede ved opknapning. Det er malten, der dominerer med milde noter af sød karamel. Farven er – som det er forventligt ved wienertyperne – også ovre i det karamelmørke med matchende gyldent og relativt flot højt og tæt skum.
Karamel er der til gengæld ikke meget af i smagen. Brygget lægger ud med en jævn bitterhed af hengemt fyrtræ, og efter dette tager en række syrlige og forstyrrende bismage mere og mere over. Et indtryk af vådt pap antyder oxidering. For meget gærsmag kunne skyldes at man skal være mere forsigtig end jeg var med ikke at få bundfaldet med. Men det er nu alligevel sjældent, at gæren ødelægger indtrykket lige fra starten.
Det er ikke til at sige hvad der gik galt fra den lovende bouquet til den småsure smag. Ét er dog sikkert: Hvis dette er en opfølger – en senere udgave af bryggeriets oprindelige classic ‘Mølle Bryg’, så er det gået så alvorligt tilbage for bryggeriet, at man kunne have Esben Lunde Larsen mistænkt for at have en finger med i spillet alligevel. Hvis det er omvendt, og Mølle Bryg er denne Classics efterfølger, ja – så tager jeg hatten af for forbedringen, og opfordrer bryggeriet til at kassere forløberen helt.
Mølle Bryg er fortsat én af de bedste Classic-øl, jeg har prøvet. Denne Classic roder rundt i den diamentralt modsatte ende af karaktér- og oplevelsesskalaen.
PS – jeg er gået fra stoutkælderen til Brown Ale-kælderen … og formentlig endda lidt længere end det. Eller sagt på almindeligt dansk – jeg har fået det bedre efter at jeg krængede mine trængsler ud i sidste blogindlæg. Hvis nu nogen skulle være blevet urolige …
