Utraditionel klassiker …
Classic pilsnere, altså mørkere maltede undergærede øl af wienertypen, er sjældent nogle, der formår at imponere. Typen er fast sortiment hos de store bryggerier som det lidt mørkere og måske lidt mere smagfulde alternativ til den jævne pilsner. Men den må selvfølgelig heller ikke blive så alternativ, at den begynder at smage markant, for så falder populariteten omgående.
Men der findes også undtagelser, så Krenkerup, der før har gjort sig heldigt bemærket, skal selvfølgelig have chancen. Førstehåndsindtrykket, altså det visuelle, er ikke det bedste. Brygget bruser voldsomt, og her er det vigtigt at skelne mellem bruse og skumme. Øl skal skumme, mens sodavand bruser. Denne øl bruser som omklædningsrummet i en større svømmehal midt i spidsbelastningen. (Jeg var jo i svømmehallen med mine børn for første gang nogensinde her i lørdags, så sammenligningen lå lige til højrebenet. De elskede det forøvrigt begge to.)
Så højt bruser det, at det vælter ud over siderne – det ville skummende øl aldrig gøre. Så visuelt er der tale om en sodavandsøl, selvom sku… jeg mener bruset, ellers holder en fin gylden kulør. Selve brygget er ganske flot kobberfarvet, og let tåget. Man får mistanke om, at det er ufiltreret, men det fremgår ikke entydigt, og brygget er trods alt ikke uigennemskinneligt. Alt i alt er det altså kun bruset, der giver et dårligt indtryk.
Allerede i duften varsles en ikke helt klassisk classic-oplevelse. Duften er kraftigt humlet på den bitre side, hvor wienerøl gerne er, om ikke lette, så i hvert fald runde og sødlige. Denne er kantet og skarp, men stadig med den velkendte maltfylde. Skarpheden går igen i smagen, men med et syrligt præg af gær, der med det samme kyler brygget over i en anden kategori end de industrielle classicpilsnere med deres alt for velkendte lette sødme og runde fylde.
Man kan indvende, at gærpræget er for nærværende, og til at begynde med er jeg selv tilbøjelig til netop dette. Men heldigvis tager gærpræget noget af med tiden, hvilket iøvrigt er usædvanligt. Hvis et bryg smager af gær, har gæren det med at tage over, hvis brygget får lov at stå – men altså ikke her. Som brygget kommer til at smage mindre af gær, mærker man mere til humlen og malten. Og heldigvis er det stadig ikke bare rundt, mildt og rart. Humlen prikker af grannåle, mens malten ganske vist leverer en sød fylde – men det er en fylde af cherry og portvin – ikke af chokolade og sukker.
Og bagom de skarpe, markerede malt- og humleudtryk lurer gæren fortsat med sin skrappe syrlighed. Parat til at angribe. Man kan med nogen ret anklage brygget for ikke at være helt i balance – men hvem har også brug for balance, når man i stedet kan få udfordring til præferencer og spænding til smagsløgene?
