Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Classic 110, Harboe




– 110 % Harboe!
Tratterat og trutterut! Anmeldelse nr. 100 er en realitet! 100 forskellige øl har jeg prøvet på under et år. Umiddelbart lyder det måske af meget, og det lyder af endnu mere, når jeg tænker på, hvor dårlig jeg generelt er til at fatte mig i korthed. Der er gået rigtig meget tekst på de 100 øl, konstaterer jeg tørt. Og så tænker jeg videre … på de i alt 590 nye øl, der alene sidste år kom på markedet – og det var som bekendt bare i Danmark …

Så virker præstationen pludselig noget mere overskuelig, og det synes vitterlig kun at være en dråbe i ølhavet, hvad jeg indtil videre har anmeldt. Herligt! Det vil sige, at der fortsat er uanede mængder af øl derude, godt som skidt, som jeg kan rante over!

Iøvrigt var det først efter at jeg havde drukket øllet, at jeg opdagede, at det var øl nummer 100. Som jeg har anført i mine indledende bemærkninger, ville jeg bestræbe mig på, at drikke alle øl så fordomsfrit som muligt, men jeg må indrømme, at jeg nok ville have valgt en anden øl end denne, hvis jeg havde været klar over, at det var nr. 100, da jeg knappede op.

Men skal det være, så skal det være! Here goes.

Mine erfaringer med denne øl rækker tilbage til Roskilde Festival 1993, hvor jeg svagt husker torsdag eftermiddag lige før musikken startede, hvor nogle var væltet ind i vores lejr, bevæbnet med 2-3 kasser af denne øl. Erindringen var svag, fordi vejret var varmt og øllene mirakuløst kolde – jeg tror fordi vi i et anfald af kådhed havde købt et legetøjsbassin til at holde øllene kolde i, og så længe det holdt, fungerede det da også udmærket.

Øllene må vel have været drikkelige, for ellers var jeg ikke blevet så vissen, før vi skulle op og se … Dizzy Mizz Lizzy … Ja, jeg krummer også tæer ved tanken … De havde vundet DM i Rock samme år, og af en eller anden grund var et ret stort udsnit af min årgang faldet på halen over dem – jeg undrer mig stadig over, hvorfor. Jeg husker også svagt, at jeg diskuterede med en hippie-metallisttype, lidt ligesom jeg selv, om den nys overståede afstemning om Edinburgh-aftalen … Og ikke mindst om, hvorfor i al helvede førnævnte hippie-metallisttype dog havde stemt “ja”!? Jeg nåede i øvrigt aldrig til Dizzy Mizz Lizzy-koncerten. Jeg havde misforstået, hvor den foregik, så jeg gik ned på Orange Scene, hvor “The Tragically Hip” spillede – det var heller ikke særlig godt … Kashmir-koncerten dagen efter var til gengæld nok den bedste koncert, jeg var til det år.

Ak ja minderne … De fik mig endnu engang til at tabe tråden. Som sagt husker jeg øllene som drikkelige. Det kom sig nok af, at jeg ikke var så kritisk dengang over, hvad jeg drak. Dertil kommer, at det var noget så usædvanligt som en drikkelig øl fra Harboe. Husk, kære læser, at der dengang var noget, der hed Harboe Silver. Og pardon, at jeg minder læsere, der lykkeligt havde fortrængt Silver, om den – men den tjener til at forklare, hvordan denne øl dengang kunne føles acceptabel. Billig var den jo også – hvilket i tilfældet, jeg her beskriver er ligegyldigt, da de også var gratis, men jeg tror faktisk, den blev lejrens faste mærke resten af det år.

Den hed vist heller ikke classic dengang. Måske havde Tuborg eneret på navnet de første år (og jeg boede som nogle måske vil huske i lejr med reklamemanden bag brandet samme år), måske valgte man bare senere at følge i de andre bryggeriers fodspor … Jeg ved det ikke, men brygget blev den i hvert fald i anledning af bryggeriets 110 års jubilæum, deraf navnet. Om den er brygget på wienermalt, sådan som classic-øl ofte er, står dog hen i det uvisse.

Som andre classic-øl er den dog lidt mørkere end regulær pilsner. Skummet er til gengæld temmelig skrøbeligt. Den har en gennemtrængende, sødt maltet kornduft, der i sig selv udgør en udmærket prolog.

Smagen er – let syrlig. Ja, det er faktisk det første smagsindtryk, der når hjernen, og det lover ikke godt. Den syrlige, let eddikeagtige smag er klart dominerende, og mildnes kun i utilstrækkelig grad af en bagvedliggende sødme, og en let humlebitterhed, der mere mærkes som en luftig essens end en egentlig smag.

Selvom sødmen gør sit til ikke at gøre denne øl vandig, så ødelægger syrligheden, denne dansk øls onde ånd, samtlige meritter øllet ellers måtte have. Når jeg tænker tilbage på mine indledende bemærkninger så var det netop øl som dette, jeg dengang udtrykte en udtalt skepsis overfor. Den er nemlig, hvad jeg dengang ville have kaldt en beskidt øl, idet den er tilsat både glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre.

De 100 øl, jeg indtil videre har anmeldt har i hvert fald lært mig to ting. Beskidt øl, som jeg i sin tid kaldte det, behøver ikke være ringe – selvom det selvfølgelig sagtens kan være det, som i nærværende tilfælde. Derudover har jeg fået hævet min kvalitetsbevidsthed betragteligt. Det kan nok være, at det er mange år siden, 18 – faktisk, at jeg kunne sætte pris på dette sprøjt, men jeg tror, at jeg ville have givet denne øl en højere karakter, hvis den havde været øl nr. 1, jeg havde prøvet, og ikke nr. 100.

Og nu hvor vi er ved numerologien – min anmeldelse af classic 110 er i øvrigt indlæg nr, 110 på bloggen – heller ikke det, var planlagt.

1-stjerne




Updated: 11. juli 2016 — 20:53

2 Comments

Add a Comment
  1. Igen tak for anmeldelsen. Har netop erhvervet 3 Ks til 2 kr. I Rema Tror de har ond plan, om at sætte sig på billig-bælleøls markedet. Godt for os…umiddelbart ville jeg gi den 2-3 *

  2. Det glæder mig, at mine gamle anmeldelser kan være til hjælp. Og godt at høre, du gjorde et kup.

    personligt vil jeg nok ikke købe dem, den lave pris til trods.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme