Hjemmebryg når det er bedst …
Denne øl – og de to næste – har jeg fået i gave af en læser ved navn Paul. Egentlig skulle han bare have givet mig den tredje af de tre øl, der nu anmeldes på rad. Men de første to, der brygges af en ven, han har i Frederikssund, skullle jeg da også lige have med. Og hvad den tredje øl er for én, afslører jeg selvfølgelig ikke i utide. Det gælder bare om at følge med.
Nanobryg er altid spændende at prøve, ikke mindst fordi det giver et praj om, hvor meget bedre end de store bryggerier enkeltindivider kan skrue en recept sammen. Ofte kan hjemmebryggene konkurrere med selv det bedste fra mikrobryggerierne.
Citrillo II er en mørk IPA med en lidt mere udtalt maltprofil. Paul advarede mig imidlertid om, at dette eksemplar har stået lidt længe, og at bitterheden derfor måske nok ville være noget mere udtalt, end det egentlig er meningen … som om det nu skulle være et problem? Men jeg tager selvfølgelig advarslen til efterretning som brugbar information. Selvom jeg ikke kan få det bittert nok, er der stadig bestemte former for bitterhed, der smager mig lige så lidt som det smager andre.
Kort fortalt findes der bitterhed, beskhed og harskhed. Alle tre variationer af bittert findes i alle styrker fra det knapt smagbare til det nærmest eksplosive. Bitterhed er godt uanset styrken … eller … hvis styrken er svag, er det for det meste dårligt. Den klassiske bitterhed er smagen af kaffe, men man kan også tænke i duften af grankogler og grannåle, for en mere hvas og mindre fyldig version. Beskhed er lidt sværere at ramme rigtigt. Den kan være rigtig god, hvis ellers den ikke er for stærk. For så vil den blive for påtrængende, og ikke noget andre smage vil kunne spille ordentligt op imod. Bismagen i ananaskirsebær og krydderierne i Gammel Dansk er typiske for det beske. Endelig er der harskhed. Den skal bare generelt undgås, og den klæder næppe nogen øl, om den så kun er der som den mindste antydning. Fordærvede valnødder er det, jeg måske mere end noget anden forbinder med det harske. Det bliver bare aldrig godt.
Mon det var en mulig indtræden af harske elementer, Paul advarede om? Smages skal brygget uanset hvad. Der er jeg som bekendt frygtløs – end ikke finhvalnosser røget over fåremøg holder mig tilbage.
Ovenpå den serbiske skumfontæne fra sidste anmeldelse er skumoplevelsen denne gang noget behersket. Så man kan hælde det rødbrune bryg op på under ét minut, og samtidig nyde skummets fine letbrune kulør. Vi har desuden bevæget os tilbage i et mere traditionelt IPA-spor, hvor der også er andet end bare ren, kras bitterhed. Her melder både roser og bergamotolie deres præsens i bouquet’en.
Der er heller ikke tale om en supernova denne gang. Snarere en veltilrettelagt, retningsbestemt sprængning ved mundindgang. Hovedpinen efter at have fået en enkelt genstand mere end fornuftigt fra i går aftes forsvinder i et pust af både fyldig hvas humle. Friskskåret nåletræ afrundes nænsomt af søde bergamotnoter og en antydning af rosenparfume.
Derefter klinger smagen af – man når akkurat at frygte antiklimakset, men så sætter eftersmagen ind. En kælen bitterhed af løvtræ kommer snigende, og masserer sig lige så langsomt dybt ned i mandler og gummer. Og dér bliver bitterheden – uden antydning af harsk- eller beskhed – siddende dejligt længe efter at sidste dråbe er gledet ned.
Måske var det ikke meningen, at brygget skulle være så bittert. Men nogen skade har den ekstra bitterhed næppe gjort. Uanset hvad, er fylden også intakt, ligesom de mange små nuancer af sødt og blidt, der gør denne øl til endnu en stor IPA-oplevelse før året overhovedet rigtigt er kommet i gang.
Dømt på dette bryg står Guldhammer (som jeg formoder må være bryggerens navn) langt fra tilbage for de store bryggerier. Det er snarere omvendt. En sand Severus Snape, må Guldhammer være ved brygkarrene. Og sådan må han nu tage téten efter Alan Rickman, der som bekendt gjorde David Bowie, Lemmy og Jan Monrad selskab tidligere i dag.
Mon ikke der er en tjans klar til Rickman som ferieafløser for Michael Jackson – eller som fast bartender i den cocktailbar, som David Bowie frekventerer?
