Flad mørk broder
Jeg er mægtig glad for at have fundet denne øl. Før jeg flyttede til Irland havde jeg den faktisk liggende klar til anmeldelse i køleskabet, men nåede aldrig at få den anmeldt før vi skulle af sted. Den blev givet væk sammen med resten af vores beholdning af økogrønt og andet godt til nogen, som jeg vidste ville glædes ved det. Alligevel irriterede det mig lidt, at jeg aldrig fik gjort skriblerierne om Brasserie Castelains øl færdig.
Men da jeg så kom hjem igen, viste det sig, at den stadig kunne fås i Fakta Hvalsø … Jeg blev en lille smule gladere for, at vi var taget hjem – ikke at jeg kunne være blevet meget gladere for det, men det blev jeg altså alligevel. Ikke bare kunne jeg skrive et påbegyndt kapitel på ølbloggen færdig, jeg kunne også smage den mørkere variant af en øl, jeg faktisk havde været ganske begejstret for. Mørkere øl er for det meste bedre end de lyse, så det var med tilbageholdt åndedræt og forventning om en lækkerbisken, at øllet med et tydeligt “ch’ti!” blev knappet op.
En brusende søjle af ravgyldent bryg rejser sig under en solid, cremet marengsbræmme. I sandhed ambrée! Den søde duft af blommer blander sig med den bitrere note af pilsnerhumle. Smagen mangler i hvert fald ikke fylde. Det er sødt, føles som fløde i munden og giver en pikant krydret note af lakrids og valnødder.
Desværre er brygget bare ikke kraftigt nok. Det er en velsmagende øl, der er venlig og stryger én med hårene, og derfor også hurtigt bliver småkedelig og lidet inspirerende. Ja, den smager måske nok godt, men det er alligevel ikke helt nok. Den mangler simpelt hen saft og kraft til at kunne være mere end bare almindeligt godkendt.
Det mørke øl er altså ikke altid bedre end det lyse. Ch’ti blonde er aldeles anbefalelsesværdig, mens nærværende mørke broder sammenlignet dermed er en skuffelse, uden dog at være noget nær udrikkelig, ubehagelig eller noget i den retning.
Det mest imponerende ved øllet ender med at være skummet, der klæber til glasset i store, fede, cremede mosaikker. Det kan faktisk undre, at øl, der i bund og grund er småkedeligt kan klæbe så flot og se så flot ud.
