Som dog er julet …
Så er jeg tilbage efter en forlænget weekend fra bloggen.
Sidste uge var travl. Hver eneste hverdag skulle der leveres et bud på en vinder i forskellige kategorier af Årets bryggeri eller øl, så der var nok at se til, når der samtidig var andre øl, der skulle anmeldes, børn og arbejde, der skulle passes, og Christstollen, der skulle bages (fig. 1) …
… og i weekenden fik jeg desuden besøg af en af mine gode venner, Marcus. Han frekventerer jævnligt bloggen som gæsteanmelder. Jeg gav øl, han gav snacks i form af »rådden mælk og døde dyr«, og så gik aftenen ellers så lystigt med rigeligt overgæret og ufiltreret humlebryg, garneret med skimmelost så stærk at selv Marvels Hulk måtte give op i både muskelkraft og stank …
Fig. 1 – Christstollen
At tømmermændene dagen efter var af en ganske særligt udsøgt kvalitet, er ikke et mysterium på linje Den Mørke Energis natur. Langt fra endda. Ej heller er det derfor et mysterium, hvorfor jeg tog et par dages pause fra bloggen. Lysten til at beskæftige mig med øl på nogen måde var langt under nulpunktet.
Jeg føler selv, at det har været en lang pause, som jeg tog dem tilbage i efteråret, hvor jeg mit lager var aldeles udslukt. Men nu jeg tænker over det, er det jo faktisk kun et par dage siden sidst. Så læserne vil måske ikke opleve ventetiden som lang?
Heldigvis var de fleste af de øl, der blev nydt i det gode selskab hin aften taget fra dubletlageret, så der er faktisk kun 3 øl, der mangler at blive anmeldt. Den første her, blev endda nydt et par aftener forinden, så her vil der af gode grunde ikke være nogen vurdering fra gæstens side.
Det bornholmske julebryg lægger fint ud med en nydeligt mørk lød, en tilstrækkeligt plumret finish og måske nok lidt svagt skum – men når man nu har alt det andet, gør det ikke så meget. I duften er der rigeligt med fyldig malt, ledsaget af en syrlig note af svesker – jeg kunne have nøjes med malten, der er rigeligt julet i sig selv.
Brygget yder også en mere end adækvat julet sød fylde ved indslusning i mundhulen. Ved mandlerne mærker man snart andre toner – bitterhed af kaffe og småharske valnødder. Julet er det måske nok, men ikke udelt behageligt. Det sveskesyrlige, eller lad os være ærlige: -sure, gør også sit, og hen mod slutningen mærker man også en tør note af lakrids, der heller ikke undgår at skæmme i et overordnet rodet udtryk.
Rodet – omend da stadig julet.
