Reddet på stregen …
Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.
Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.
Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. Så meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.
Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.
