Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Christian IX, Kongebryg

Klart og sødt …

Det er alt for længe siden, jeg sidst har anmeldt øl fra Kongebryg. De gæve bryggere i Næstved har til huse i den nedlagte kaserne, hvor de ud over bryggeri også har indrettet et efterhånden ret populært spillested i den gamle kampvognshal. Deres øl er primært europæisk-inspirerede. Det er langt fra så mange IPA’er, som det er saisons, stouts, andre belgiske ales og lambic, pilsnere og hvedeøl, der gærer på anlægget.

Denne her er fx en hvedeøl – eller en Hefe Weizen, som det fremgår af etiketten. Kong Christian d. IX var ham, der fik Danmark i krig mod Bismarck i 1864, så hans nære og – tør man vist godt sige – temmelig katastrofale forhold til tysk historie har vel været medvirkende til, at Kongebryg vælger den tyske betegnelse.

“[Han] var under folkeligt og politisk pres,” fortæller etiketten “hvilket muligvis kan have sløret hans syn og så at sige “gjort øllet uklart[“]. Skænk derfor denne Hefe Weizen, hold glasset op imod lyset og se, om ikke også dit syn ligesom Christians – sløres.”

– Ikke synderligt ville jeg sige. Jeg havde oprigtigt mistanken, at der var tale om en Kristallweizen, altså en filtreret hvedeøl, da det ved skænkning ikke forekommer specielt tåget. Men var det en sådan, ville der jo nok ikke stå ‘Hefe-Weizen’ men derimod ‘Kristall…’ ja, I forstår nok.

Brygget byder på en præsent alkoholnote, selvom bryggets styrke kun er på lettere forhøjede 5,2 %. Ellers præges bouqueten af søde noter – hyldeblomst og en noget markant note af banan. Faretruende måske, for hvor ofte har isoamyl acetat og dets bananfremmende aroma ikke ødelagt mangt en weißbier og lys belgisk ale-oplevelse? Her virker den dog velintegreret i brygget, og ingenlunde distraherende.

Også i smagen er sødmen præsent. Missmage kan der være så rigeligt af i hvedeøl, og det er ofte et overskud af gær, der kan give en sur aroma med en næsten sandet mundfornemmelse. Den slags er man helt fri for her, hvor de søde noter blidt og meget rent kærtegner alle mundens indre organer med markante hyld- og æblenoter, skarpt ledsaget af et præsent alkoholelement …

… og – banan! Hvis ikke man kan lide aroma af banan, er dette nok ikke lige sagen. Personligt mener jeg nu ikke, det er for meget. Bananaromaen blander sig fint med de andre søde indtryk, hvorved den snarere viser sin berettigelse i nogle brygtyper frem for at måtte opfattes som et fremmedelement.

Kongebrygs faste roadie Brian skal have tak for, at han huskede at udlevere den til mig ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året – og brygmester Niels Kiens skal selvfølgelig have mindst lige så stor en tak for gaven.

Jeg håber, vi snart ses igen.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2018 — 11:32

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme