 |
| Fig. 1: Choko Stout |
Double Fail.
Jeg ved ikke, om det er noget nyt, men jeg lagde i hvert fald ikke mærke til det, før jeg købte denne øl. Svaneke Bryghus har åbenbart en målsætning om, at deres øl skal bestå af så få ingredienser som muligt, som udgangspunkt vand, malt, humle og gær. Det fremgår af denne øls bagetiket (fig. 2) – og jeg tjekkede forleden ølpusheren på Englandsvej (også kaldet Kvickly) og har konstateret, at den samme smøre forefindes på alle deres produkter.
Det er alt sammen meget godt og meget i samme ånd, som denne ølblog blev startet. I bund og grund handler det om at finde tilbage til rødderne i det gamle tyske Reinheitsgebot, og det er meget sympatisk og forbilledligt … indtil man læser resten af etiketteksten på nærværende øl. Der fremgår det, at øllet er tilsat ‘aroma essens’.
Ikke alene fornærmes øjet af en fladpandet, uæstetisk, og slet og ret forkert ord deling (min bevidste skrivefejl for at demonstrere, hvor belastende den slags er for os grammatikpedanter) der lades samtidig hånt om alle de gode intentioner om at skabe så rent øl som muligt.
 |
| Fig. 2: Bagetiketten. Klik for større billede. |
Indrømmet – jeg er ikke længere den renhedsforfægter, jeg engang har været. Der findes øl, hvor tilsatte ingredienser faktisk fungerer fint, såsom Thisted Bryghus‘ Porse Guld og Limfjordsporter. Men jeg står af, når det gælder tilsatte aromastoffer – så er der ikke tale om krydderi, så er der tale om snyd, slet og ret. Og jeg er end ikke nået til at tirere over, at netop aromastoffer – ligesom farvestoffer – konstant er under mistanke for at skabe allergier og andre grimme ting.
Og selv hvis man lader nåde gå for ret og undtagelsesvis accepterer aromastofferne i forventning om bryggeriets gode intentioner om ikke at ville forgive forbrugerne, så er det stadig direkte tåbeligt at hylde målsætningen om simplicitet ét sted, for et par linjer længere nede uden skam at vedgå, at man tilsætter øllet suspekte smagsstoffer. Kunne man ikke i dette tilfælde have undladt standardetiketten, hvis budskab pludselig buldrer lige så hult som Cults markedføring?
Sandheden er den, at de tilsatte smagsstoffer ikke gør øllet nogen gavn. Allerede i duften melder sig en sær blanding af egentlig velbranket malt og billig discountflødeis. Associationer vækkes til børnefødselsdage og den trefarvede i de udfoldelige papbeholdere – samt kvalmen det så tit vakte. Samlet er resultatet en skæv blanding af klægt sød og småkvalm vanilleessens, oveni en ellers vellykket komposition af ristet kaffe og lakridsrod. Der er ingen tvivl om, hvilket indtryk, der kommer af den tilsatte aromaessens. Det gør vanillen, der uskønt slår brygget ud af balance. Øllet kommer til at virke disharmonisk og rodet. Vanilleessensen er slet ikke ordentligt integreret i resten af smagsbilledet.
Det kunne egentlig have været en god stout. Flot ser den også ud, uigennemskinneligt sort – dog med lidt for lyst skum, kan man med rette hævde … indtil man ser dets klæbeevne, og så er man på den visuelle side også klar til at tilgive skummet dets bleghed. Det flotte ydre er desværre ikke nok til at redde brygget fra at floppe på grund af det ustabile helhedsindtryk.
Man skulle egentlig tro, at man burde kunne lave noget nær den perfekte smag – ikke bare på øl, men på hvad som helst, når man som Svaneke Bryghus er klar til at hælde aromastoffer på, for at få noget til at smage på en bestemt måde. Erfaringen viser dog, at den slags eksperimenter sjældent falder heldigt ud. I øl kan man tydeligt mærke, når noget er tilsat, og ikke indgår som en integreret del af brygprocessen. Det gælder sandelig også her, og jeg er mildest talt ikke imponeret over Svaneke Bryghus mislykkede aromakrumspring, eller deres (manglende) evne til at efterkomme egne målsætninger om renhed og simplicitet.
