Hvordan den smager …
Jeg fortsætter med det belgiske restlager fra ølbloggeren Black Ben. Derefter er det vel nok tid til nogle juleøl, for pludselig nærmer den stundende højtid/helligdag sig jo med hastige skridt. Det er bår’ dæjli’, men et vist pres mærkes jo efterhånden, når man ikke har anmeldt en eneste endnu.
Chimay er herhjemme almindeligt kendt som noget af det fineste og specielleste man kan få fra Belgien. Og det passer vel for så vidt også, hvis man alene ser på, hvad der jævnligt kan fås i supermarkederne. I Belgien findes der dog meget mere og mere spændende øl, og undertiden kan også det fås i almindelig handel herhjemme – og at man nemt finder noget endnu speciellere i specialbutikkerne end det endnu speciellere end Chimay, man kan få i supermarkederne, uden at man behøver lede særlig længe, er nok kendt blandt kendere. Eneste spørgsmål er, om tegnebogen er stor nok.
Denne Chimay er imidlertid lidt speciel – selv for det der er speciellere end Chimay. Den findes som regel ikke i almindelig handel, men er forbeholdt munkene, gæsterne og medarbejderne på Scourmont-Abbediet, hvor mærket har hjemme. Så det er jo lidt vildt at kunne prøve det – og den vanskeligtgjorte tilgængelighed er i hvert fald også et velegnet markedsføringstrick.
Ved skænkning bruser brygget højlydt, mens skummet tårner sig faretruende højt op over glassets kant. Aromaen udløses næsten eksplosivt med noter af banan, umodne æbler og grape. En potent skærende note af alkohol og gær blander sig lettere faretruende, men alligevel uden at brygget virker decideret sprittet. Ellers er brygget ganske tåget, lyst gult, og skummet næsten selvlysende hvidt og standhaftigt som et æsel med primadonnanykker.
Allerede fra begyndelsen byder brygget på en overraskelse. Den initiale aroma er svær at placere – både smagsmæssigt, men også lokalt. Brygget smages faktisk ikke så meget med tunge, gummer og gane som af humlrummet imellem den. En parfumeret essens af banan og fortrinsvis søde (og ikke som i bouqueten – sure) æbler fylder mundhulen ud, mens der er lidt mere gods til smagsløgene i efterspillet
Der holder den i duften ellers så faretruende gær sig nydeligt i baggrunden. Den giver nok lidt kant og kriller, men holder sig pænt på den diskrete side, hvor den kun yder brygget karakter i form af en skarp, men altså på ingen måde overdreven bitterhed.
For overdrevet er brygget bestemt ikke. Det er på det antydningsvise, det forsigtige og det finurlige. Oplevelsen består ikke i smagens kraft eller intensitet, men derimod på måden det smager på. Det spændende er ikke hvad det smager af, men hvordan det smager.
Og den interessante og usædvanlige aromaprofil til trods, bliver munkebrygget aldrig nogen guddommelig øl. Men noget djævelskab bliver den så sandelig heller ikke, selvom jeg nok havde stukket næsen op efter noget lidt vildere i betragtning af, at dette ellers kun er til de indviede …
… nåhr ja – og til gæsterne.
