– Med undertitlen ‘Tripel’ – så det er velnok en tredobbeltgæret øl. Det er den eneste af Chimay-øllene, der på den måde har en nærmere angivelse af typen – og så alligevel ikke. For så vidt jeg har forstået kunne en porter, brown ale eller en IPA også være gæret tre gange, og stadig være af samme type. Der henvises i undertitlen altså mere til brygmetoden end øllets type.
Så jeg synes fortsat ikke, man bliver mindre klog af, at jeg benævner dem ved deres farve, frem for at gætte i blinde på, hvilken type øl, der måtte være tale om.
Farven på nærværende øl passer i øvrigt fint til etiketten, lige som det var tilfældet ved Chimay Rouge. Det er en mørkegul og vidunderligt tåget øl. Lige som de andre Chimay-øl er den ufiltreret, men det er ikke store klumper restgær, der tumler rundt i brygget, som det fx var tilfældet ved de fine Pladderballe-øl. Gæren kan alligevel ses, og duftes i brygget, hvis bouquet minder om en frisk franskbrødsdej tilsat stænk af citrus og hyldeblomst. Skummet er kridhvidt, højt og klæber i de samme små flager som sin røde bror.
Ligheder med Chimay Rouge finder man også i smagen, der igen er præget af den gærede, omend velgørende fyldighed. Brygget er dog sødere med klare noter af blomster, især hyldeblomst. Det er i det hele taget en lettere udgave, hvilket den ved farven igen antyder. Den er på flere måder en mere lettilgængelig, lys udgave af Rouge. Igen er det heller ikke nogen vild oplevelse, selvom det igen vitterlig er velkomponeret og velafstemt.
Kun alkoholprocenten er vildere – den er på 8% – en hel procent højere. Jeg har den desuden mistænkt for at kunne mærkes dagen efter. Jeg sidder i skrivende stund med en antydning af hovedpine, men det kunne også skyldes den ufatteligt ringe musik, der spilles i pauserne mellem diskussionerne i Mads og Monopolet, som min viv og jeg fast følger lørdag formiddag.
