– og kun derfor …
Det er åbenbart et hit ved dette års Ølfestivalg at tilsætte øl en hel masse, der egentlig ikke har noget med øl at gøre. Raasted har endda valgt at skilte med det på etiketten. Ligesom Sorte Per indeholder den lakrids – og altså også chili. Ved nærmere granskning af etiketterne konstaterer man, at brygget desuden indeholder vand, havre, humle, malt og gær. Så øl er der trods alt stadig tale om.
Det fremgår desuden, at øllet skulle være ufiltreret. Det er imidlertid meget svært at se på brygget, der ved skænkning forekommer fuldkommen klart (omend, bevares, mørkt) og i øvrigt flydende som postevand. Stout skal skvulpe tykt – helst som varm beg. Skummet er en tilsvarende skuffelse, hastigt faldende, men dog med en acceptabelt lystbrun lød. Fristelsen til at bruge betegnelsen ‘colastout’ er præsent, men brygget mangler den nødvendige kulsyre. Brygget kan ikke engang fejle på den rigtige måde.
Chili Lakrids Porters duft er præget af … wait for it … lakrids! Sørme! Dertil kommer nogle brankede og ristede noter, måske med en antydning af kaffe. Indtrykkene ligger imidlertid inden for rammerne af, hvordan lakrids kan dufte, og mistanken om, at det egentlig kun er den – og måske chilien man dufter, er lige så præsent som lakridsen selv. Sandsynligheden for, at det faktisk ikke dufter spor er øl, er altså overvejende.
I smagen er det en smule anderledes. Der smager man chilien meget tydeligere. Man smager den faktisk så meget, at den brænder på tungen, og det er jo altid en fryd (for undertegnede i hvert fald). Lakridsen bliver mere sekundær, men ganske præsent i eftersmagen, hvor brygget ganske vist brænder videre, men også klæber sig til gane, mandler og gummer med en aroma af Piratos og Super Flyers.
Det er så her, man husker sig selv på, at det ikke er øllet, der brænder i munden, og klæber sig til ganen – det er chilien og lakridsen. Hvor bliver øllet så af?
Ja, både jeg selv, og min nabo Peter som jeg havde inviteret til at prøve med, havde meget svært ved at finde øllet i blandingen. Brygget smager simpelt hen ikke af øl, det dufter heller ikke af det, og det ligner mere afbruset sodavand end noget andet. Samtidig manger det fuldstændig fylde – det har viskositet og giver mundfornemmelse som postevand, og som Peter meget præcist udtrykte det: “Det mangler noget i midten”. Bevares, det er rart med brændende chili forrest på tungen og klæbende lakrids bagtil, men der er intet, der binder det sammen, der er intet helhedspræg, og der er intet, der får det til at føles som øl.
Ser man bort fra alkoholen og fravær af sukker, kunne det lige så godt have været en slags eksperimentel sodavand med chili og lakrids.
Nu er det så heldigt, – for Raasted – at jeg elsker lakrids og chili. Derfor – og kun derfor scorer brygget ikke en bundkarakter.
